Ti år med eget el-firma

Kasper Salomonsen overtog sin fars firma - jubilæum markerer han ved en reception

02. oktober 2019 kl. 11.14

LØNSTRUP: Elinstallatør Kasper Salomonsen kan fredag fejre ti års jubilæum med eget firma, Salomonsen Electric.

Firmaet blev grundlagt i 1982 af Kaspers far Leif, og Leif tager fortsat del i opgaverne i firmaet.

Firmaet udfører el-arbejde i Nordjylland og har også en del opgaver i København.

- Vi har en større fast kundegruppe - det er de faste kunder, vi gerne vil værne om, og vi deltager ikke i de store licitationer.

- Vores værdier er at levere kvalitetsbevidste løsninger.

Salomonsen Electric tæller i dag otte medarbejdere.

Firmaet har base i Lønstrup, og det er da også her, at der er reception fredag 4. oktober mellem klokken 14 og 17.

- Jeg startede for ti år siden, lige da finanskrisen begyndte. Der var ret stille. Men dengang fik jeg nogle gode kontakter i Købehavn, og her har jeg fortsat faste kunder. Lige nu er vi i gang med at lave el-arbejde i et kontor-lager på 6500 kvadratmeter. Samtidig laver vi også seks lejligheder - det er de lidt større projekter, vi tager ind i København. Tidligere har vi leveret og projekteret belysningsanlæg i butikker og showroom for en del af de store danske modehuse.

Da Kasper tog over, var der ansat et par medarbejdere, og siden er det gået stille og roligt fremad.

- Vi er ikke ekspanderet voldsomt. Men det skal også vækste i et omfang så man selv kan følge med og selv har lyst til. Jeg kan godt lide at følge projekterne selv - også i København. Og jeg er selv ude at arbejde.

Salomonsen Electric laver også lige nu el-arbejdet i tre store, nybyggede huse i Skallerup Seaside Resort, og samme sted udfører firmaet også en del servicearbejde. Hovedparten af firmaets opgaver er el-arbejde. Det er dog også autoriseret kølefirma, og teamet klarer både installering og servicering af varmepumper luft/luft og luft/vand. Og Salomonsen Electric er udvalgt samt certificeret som Panasonic Pro Partner.

Privat bor Kasper Salomonsen i Hjørring med sin hustru og parrets to børn - en søn på fem år og en datter på to år.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste