TestCenter Danmark etablerer sig i Hjørring
11 nye byer er udpeget til at huse telte for TestCenter Danmark - Hjørring er den eneste i Vendsyssel
KOMMUNEN: Efter gode erfaringer med pilottesten af de første fem test-telte, får Hjørring inden længe lignende hvide telte.
Teltene vil have faciliteter til at teste forskellige grupper af borgere på daglig basis – og vil, når de er klar, indgå i det nye Testcenter Danmark-beredskab, der skal teste borgere.
- Der er arbejdet benhårdt for at få det her op og køre.
- TestCenter Danmark er et afgørende element i den smitteovervågning i samfundet, som er nødvendig for fortsat at åbne Danmark kontrolleret og gradvist op, siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke.
Med opsætningen af de nye telte udbygges den samlede testkapacitet.
Teltene vil i løbet af de kommende uger blive taget i brug i takt med, at mandskab og logistik er på plads.
Der arbejdes på at kunne teste op mod 20.000 om dagen i Testcenter Danmark på længere sigt.
- Regionerne er klar til at levere vores bidrag til, at de nye test-centre kommer til at fungere. Jeg vil gerne sige tak til det personale, som med kort varsel rykker ud.
- Samtidig med at flere danskere bliver testet i TestCenter Danmark-regi, tester vi også stadigt flere på hospitalerne.
- Det er en kæmpe indsats, der ydes i alle led af test-kæden, og i regionerne er vi glade for at kunne yde vores bidrag, siger formand for Danske Regioner, Stephanie Lose.
Hjørring er en af 11 byer, der er udpeget til at få et testcenter - præcis hvor det kommer til at ligge er endnu uafklaret,.