Temadag om unge og autisme
Der var god søgning, da Opholdsstedet Broager for nylig afholdt en temadag om hvordan det er at være ung autist - om om hvordan det er at være forælder til en sådan.
Arrangementet var delt i to - en afdeling for sagsbehandlere, hvor 45 kommunale af slagsen mødte op for at blive klogere og en for forældre, hvor 100 deltog.
Broager havde engageret Dorthe Hölck, som i mange år har beskæftiget sig med emnet, til at holde oplæg for de to grupper under titlen "Det godt ungdomsliv med autisme" - bl.a. med fokus på hvordan man håndterer puberteten, som ifølge en spørgeskemaundersøgelse er et af de spørgsmål, der optager mange forældre.
Et af rådene, Dorthe Hölck gav videre til forældrene med unge i puberteten, handlede om at søge støtte og opbakning i netværket.
- At have et barn med autisme er en stor opgave, som til tider kan virke helt uoverkommelig. Et godt råd er at finde nogle i sit netværk, som man kan læne sig op ad, når ting bliver svære. Jeg møder mange forældre, som er blevet udtrættet af samarbejdet med det offentlige. Når det sker, kan der være en tendens til, at man taler negativt om det i hjemmet. Og det skal man for alt i verden undgå, i hvert fald når barnet eller den unge lytter med. Snakken om, hvor svært det hele er, kan nemlig nemt føre til, at barnet får skyldfølelse og mister følelsen af selvværd. Der er det vigtigt, at man siger: Det er ikke dig, der noget bøvl - det er alt det uden om, opfordrede hun forældrene.
Opholdsstedet Broager vil i samarbejde med Dorthe Hölck udarbejde en pjece med gode råd til forældre med autistiske børn i puberteten.
Opholdsstedet Broager ved Tornby tilbyder ophold for unge med autisme og arbejder desuden på at dele viden og erfaring med forældre til børn/unge med autisme og med sagsbehandlere.
Arrangementet var det første i en række arrangementer, som opholdsstedet forventer at afholde.