Tegn otte sider på otte timer
Tegneseriemaraton på Hjørring Bibliotek
HJØRRING: Har du mod på en Tegneudfordring? Du har 8 timer til at tegne 8 sider!
Sådan lyder opfordringen fra bibliotekar Lars Stenbjerg Simonsen, der inviterer alle interesserede til at melde sig til Tegneseriemaraton 2019 på Hjørring Bibliotek. Det sker fredag 31. maj fra kl. 10-18 - dagen efter Kristihimmelfartsdag.
- Der er altså IKKE tale om en konkurrence. Man kæmper sådan set kun mod tiden, lyder det. Der er tradition for at udgive samtlige bidrag i en antologi, som alle efterfølgende kan låne på biblioteket.
- Vi har hvert år et ret fint spændingsgreb i forbindelse med valg af tema, fortæller den tegneserieglade bibliotekar og fortsætter: Inden deltagerne kan gå i gang med at tegne, trækkes der to ’benspænds-ord’ op af en høj hat. Disse to ord skal på én eller anden måde indgå i tegneserien, som i alt skal være på 8 sider. Ordene i hatten er blevet til i dagene op til, hvor personalet på Hjørring Bibliotekerne bidrager med præcis de ord, der måtte falde dem ind.
Vil man være med, kan man læse mere på Hjørring Bibliotekernes hjemmeside. Der er desuden tilmelding efter først til mølle-princippet SENEST søndag 26. maj til lars.simonsen@hjoerring.dk.