HJØRRING: Tirsdag 29. maj er der sæsonafslutning på croquis, og det bliver en helt speciel og unik tegneaften, hvor Hjørring Croquis får besøg af modellen Mia, som har stået model i Hjørring flere gange før, og hendes helt nye baby, der er lige knap tre måneder gammel.
Tidligere i år og sidste år kunne tegnerne til croquis følge Mia under hendes graviditet, som hun blev større og større. Allerede den gang blev det aftalt, at hun også ville stå model sammen med hendes lille ny baby.
- Dette er en helt unik mulighed for at tegne noget så specielt og smukt som mor og barn sammen. Det bliver unægtelig en oplevelse, så spids blyanten og find det helt gode papir frem, for du kommer til at tegne tegninger, der skal gemmes, lyder det fra arrangørerne, der oplyser, at der er entre på 50 kroner.
- Alle kan være med, så længe man har lyst til at tegne. Nybegyndere som trænede tegnere. Du skal selv have papir og tegnegrej med.
Hjørring Croquis holder til i Kulturhuset i Hjørring, Dronningensgade 12B.
Tegn mor og baby til croquis
Hjørring Croquis får mor og hendes tre måneder gamle baby som modeller
26. maj 2018 kl. 16.32