Teatercafe sælger take-away fra eventvogn
HJØRRING: Teatercafeen Hos Uffe er lukket indtil efter påske, da cafeen har til huse i en offentlig kulturbygning, som myndighederne foreskriver, skal være lukket på grund af corona-situationen.
- Vi har fuld forståelse for dette og følger naturligvis påbuddet, siger restauratør Uffe Nielsen.
- Men det er meget svært blot passivt at lade sin forretning stå helt stille.
- Vi har derfor valgt at sætte vores event-vogn op uden for teateret og udlevere take-away herfra.
- Maden skal så vidt muligt bestilles i forvejen, og man får så et klokkeslæt hvor man kan afhente, så vi ikke risikerer at for mange mennesker er samlet på en gang, men da det hele foregår udendørs, skulle smittefaren gerne være minimal.
- Vi håber, vores kunder vil tage godt imod dette initiativ og støtte os, så vi fortsat har en forretning, når denne krise er slut, understreger restauratør Uffe Nielsen. V