Tæt på særudstillingen
Vendsyssel Kunstmuseum indbyder til særarrangement med foredrag, spisning og kunstnermøde
KOMMUNEN: Onsdag 2. september kl. 16.30-20.00 indbyder Vendsyssel Kunstmuseum til særarrangement inkl. spisning og møde med billedkunstner Søren Behncke.
Arrangementet tager afsæt i museets aktuelle særudstilling Behncke - Heerup - Hildebrandt, som for nyligt høstede 5 stjerner i NORDJYSKE.
Udstillingen, der er realiseret i samarbejde med Heerup Museum i Rødovre, stiller skarpt på tre toneangivende kunstnere: Søren Behncke (f. 1967), Henry Heerup (1907-1993) og Kristian Hildebrandt (1924-2011).
De tre kunstnere har på hver deres måde forholdt sig til samtidens ”brug og smid væk”-kultur.
Fælles for de tre kunstnere er en helt grundlæggende forkærlighed til genbrugsmaterialer, et metodefællesskab og en særlig genbrugsæstetik, der bevidst nedbryder skellet mellem høj- og lavkultur, det unikke og det masseproducerede.
Eftermiddagen indledes med oplæg om billedkunstner Henry Heerup.
Oplægget er lagt i hænderne på Anni Lave Nielsen, der er museumsleder ved Heerup Museum.
Ved 17-tiden er der oplæg om billedkunstner Kristian Hildebrandt, som museumsinspektør Kathrine Hejborg Kristensen, Vendsyssel Kunstmuseum, står for.
Efter spisning i teatercaféen ”Hos Uffe” på Vendsyssel Teater er det så billedkunstner Søren Behncke tur til at sætte ord på udstillingen med efterfølgende mulighed for at gå på opdagelse i udstillingen.
Tilmelding er nødvendig og skal ske senest søndag 30. august på www.vkm.dk.