Billede beskrivelse

Tænk energien ind

Mange haller, klubhuse og hytter står tomme nu - måske er det tiden at tænke klimaforbedring ind

27. april 2020 kl. 10.01

KOMMUNEN: Klubhuse, spejderhytter og andre foreningsbygninger over hele Danmark står i denne tid ubenyttede hen.

Derfor er det oplagt at få sat gang i energiforbedringer og på den måde hjælpe både klimaet og beskæftigelsen.

Samtidig kan der være rigtig god økonomi for klubberne i at investere i nye vinduer, LED-lys, varmepumper og bedre isolering.

Forbedringerne giver nemlig lavere el- og varmeregninger og bedre indeklima.

Problemet er bare, at de sjældent gennemføres, primært fordi klubber og foreninger drives af frivillige, der brænder for aktiviteterne og ikke optimering af bygninger.

Men nu er tiden oplagt til at tænke i forbedringer, og derfor vil Energistyrelsen i samarbejde med Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) sætte skub i energirenoveringen i Danmarks mange idrætsfaciliteter og klubhuse.

- Der er et stort potentiale for at energioptimere idrætsfaciliteter og foreningsbygninger, men mange steder bliver det ikke gjort, siger vicedirektør i Energistyrelsen Stig Uffe Pedersen.

Chef for public affairs i DIF Poul Broberg vurderer, at både klubber og idrætsråd er klar til at gøre en indsats.

- Vi ved, at mange af vores medlemmer gerne vil bidrage til grøn omstilling, de skal måske bare hjælpes i den rigtige retning. Lige nu står mange klubhuse tomme på grund af coronakrisen, og samtidig har kommunerne fået suspenderet anlægsloftet, hvilket gør det til en oplagt mulighed at få kigget på det nu.

- Og med de gode råd kan foreningerne landet over nemt få en idé om, hvor man skal tage fat, både når det gælder samarbejdet med kommunen, men også hvor man selv nemt kan foretage ændringer.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste