Tårs-virksomhed fejrede 40 år: - Vores plast skal være så grøn som overhovedet muligt
TÅRS: Flagene var hejst, og maskinerne stod stille fredag hos Tub-ex ApS i Tårs.
Her fejrede virksomheden, der producerer en lang række plast og folieprodukter til brancher som fødevareindustrien og medicinindustrien nemlig sit 40-års jubilæum.
Det betød, at der var inviteret til åbent hus for medarbejdere, samarbejdspartnere og venner på Industrivej 10, hvor virksomheden har haft til huse siden 1991.
Stifterne, ægteparret Peter og Linda Schou, der fortsat er del af ejerkredsen, glædede sig over den udvikling, der er sket igennem de sidste 40 år.
- Vi eksporterer fortsat i stor stil til kunder over hele verden, og vi har udviklet os ikke mindst i forhold til den grønne omstilling, siden vi startede i det gamle mejeri i Morrild for 40 år siden, sagde Peter Schou.
- Vores tiltag, der blandt andet indebærer et solcelleanlæg, har gjort, at vi har sparet 28 tons CO2 siden marts. Det er afgørende for os, at vores plast er så grøn som overhovedet muligt, supplerede, fortalte Anders Isaksen, der er CEO og medejer.
Linda Schou glædede sig også over, at det er lykkedes at skabe en arbejdsplads, hvor medarbejderne bliver i mange år.
- Vi indførte 4-dages uge for længe siden, og vi har flere, der har været her i mere end både 20 og 30 år. Næste år har Mona Jørgensen, der er ansvarlig for produktionen 40-års jubilæum. Jeg er stolt over, at vi er lykkedes med at skabe sådan en arbejdsplads. Men jeg er nu allermest stolt over de medarbejdere, vi har her, sagde hun.
- Og så skal vi da se at få dig over at besøge kongen, ikke, smilede hun og puffede til Mona Jørgensen.
- Nu må vi se. Jeg kan jo nok ikke regne med, at han kommer her til Tårs, svarede Mona Jørgensen med et smil.
Næste generation i ledelsen, Anders Isaksen, er ikke i tvivl om, at virksomheden skal vækste, og han regner med, at der blandt andet venter nye markeder rundt om i Europa.
- Tiden er med de tanker, vi har om produktudvikling, og så har vi med vores nichevirksomhed en helt unik viden og knowhow inden for vores felt, som mange efterspørger, sagde han og fortsatte.
- Så jeg regner med, at jeg skal ud og rejse noget mere.