Billede beskrivelse

Syndig gåtur - kun for kvinder

30. marts 2018 kl. 12.57

Hjørring Handel frister med "En Syndig Gåtur" i Kvindeugen i Hjørring lørdag 21. april.

Arrangementet er eksklusivt for kun 75 kvinder, der får mulighed for at få sat alle sanser i spil på en syndig gåtur rundt til Hjørrings bedste restaurationer.

Billetter til arrangementet er sat til salg via Hjørring Handels Facebookside.

- Vi vil med turen gerne pirre deltagernes sanser, og den dag må man godt "synde" med både mad og drikke - samtidig vil vi give dem en rigtig god oplevelse sammen. Vi tror, det bliver SÅ sjovt, tilføjer event- og aktivitetschef Rikke Ejsenhardt.

Turen begynder i Svanelunden på Restaurant Svanelunden og fortætter herefter til Bryghuset Vendia, Bone´s Hjørring, Hos Uffe - Teatercafeen, Hotel Phønix, Bjesken og Zwei Grosse Bierbar.

Kvinderne skal undervejs på turen smage mange forskellige retter og der bliver serveret lækre bobler, vin, portvin og cocktails.

- Og så venter der også en overraskelse under vejs, siger Rikke Ejsenhardt uden dog at røbe, hvad det er.

Turen begynder klokken 15 på Restaurant Svanelunden med lækkerier og rosèvin. Herfra går deltagerne til Bryghuset Vendia, der venter med lækkerier, og smagsløgene bliver yderligere forkælet hos Bones. Hos Uffe - Teatercafeen venter portvinssmagning og herfra går deltagerne til Hotel Phønix, der byder på mad og drikke.

Bjesken serverer lækre drinks og klokken 21.30 går den officielle tur forbi Zwei Grosse Bierbar, hvor der serveres Mojito i Vip-Lounge samt Live musik. Og så er den officielle gåtur forbi.

- Men deltagerne må selvfølgelig gerne feste videre på egen hånd, understreger Rikke Ejsenhardt.

Prisen for hele arrangementet er 299 kroner plus billetgebyr.

Rikke Ejsehardt glæder sig over, at restauratørerne er med på ideen.

- Og bliver det en succes, vil vi helt klart gentage det.

Gåturen er en del af kvindeugen, der byder på et væld af aktiviteter for kvinder.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste