Symfoniorkester byder foråret velkommen
Kom og få en opløftende og musikalsk oplevelse med Vendsyssel Symfoniorkester, som spiller op med både nye og gamle, traditionelle og utraditionelle numre i Klitgårdens lokaler med kig til de spæde, grønne farver udenfor. Publikum får også mulighed for at nynne med på velkendte melodier fra den danske sangskat.
Matinékoncert er søndag 21. maj klokken 14.30, og orkesteret byder forår og sommer velkommen med populære toner, fremført af entusiastiske musikere i smukke rammer i Tversted. Det dygtige symfoniorkester dirigeres af Kristina Hansson.
Vendsyssel Symfoniorkester blev dannet i 2001 ved en sammenlægning af Frederikshavn Symfoniorkester og Hjørring Kammerorkester. Orkesteret giver hvert år koncert på Sæbygård og Kulturcenter Vendsyssel, hvor der er rift om at sikre sig en billet.
Orkestret har ca. 35 medlemmer, og de har et meget bredt repertoire med hovedvægten lagt på lettere klassiske værker. Ved koncerten i Tversted spiller orkestret numre af blandt andet Franz Schubert, George Bizet og Johan Strauss.
Musikken nydes siddende ved hyggelige, små caféborde. I pausen bydes der på et lækkert kagebord med hjemmebag suppleret med te og kaffe som er inkluderet i prisen.
Læs mere på: www.vendsyssel-symfoniorkester.dk