Billede beskrivelse

Sygehuset skal være med til at få flygtninge integreret

31. oktober 2017 kl. 15.05
Opdateret 03. november 2017 kl. 16.54

Regionshospital Nordjylland og Hjørring Kommunes jobcenter indleder nu et tæt samarbejde om at løfte sprogkundskaberne blandt lokale flygtninge. Og det skulle meget gerne føre til fast ansættelse på hospitalet.

I kølvandet på et såkaldt kulturmøde på hospitalet i maj viste jobcentret med cases fra private virksomheder, hvordan samarbejdet om at løfte flygtninge kan blive til begge parters fordel.

Og nu er Regionshospital Nordjylland klar til i løbet af få uger at tage imod det første hold på syv nye kandidater, som skal udvælges blandt en bruttogruppe på 10-12 relevante kandidater.

- Vi er Hjørring Kommunes største arbejdsplads. Og selvfølgelig vil vi meget gerne være med til at løfte den fælles opgaver vi står med, når der kommer flygtninge til Danmark. Det mener vi er en pligt. Og derfor har vi også arbejdet på at få skabt et samarbejde, der er relevant og kommer til at fungere i praksis. Og i øvrigt mødes med velvilje hos de øvrige medarbejdere. Det har vi talt grundigt om på hele hospitalet - og vi har også uddannet mentorer, der er klar til at sikre, at det kommer til at virke, når vi ellers går i gang, fortæller servicechef Bruno Nielsen, Regionshospital Nordjylland.

De syv første flygtninge, som skal ind på hospitalet, bliver udvalgt af jobcentret når Regionshospital Nordjylland har mødt en større gruppe potentielle kandidater og gjort klart, hvad det vil sige at arbejde på Regionshospital Nordjylland. Og så kommer de 10-12 udvalgte til samtaler blandt hospitalets klinikker og serviceafdeling og tekniske afdeling i Hjørring, som i første omgang tilsammen skal stå for at løfte sprogkundskaberne hos syv flygtninge. Servicechef Bruno Nielsen vil møde flygtninge på samme måde, som når han stiller krav til andre jobkandidater.

- Vi skal have to flygtninge ind i serviceafdelingen. Og de skal udvælges blandt fire potentielle kandidater. Og de kommer til samtale her - nøjagtig lige som alle andre jobansøgere gør det. For vi løfter gerne et ansvar - men det skal også fungere i hverdagen, og det kommer det kun til, når vi har været meget tydelige om, hvad det er for opgaver, man møder her - og hvordan vi arbejder, og hvordan vi ser hinanden som mennesker og som en del af et stærkt arbejdsfællesskab, siger Bruno Nielsen.

Servicechefen er på forhånd optimistisk i forhold til at kunne bidrage til at give Hjørring Kommunes flygtninge en plads på arbejdsmarkedet. Også på hospitalet.

- Jeg kan kun sige, at vi har positive erfaringer at bygge på. Vi skal have de mennesker her i gang så hurtigt som muligt, så de ikke kommer til at hænge fast på et sidespor. Det er akkurat som med vores børn, hvis vi ikke sørger for at bringe dem i spil derhjemme. Og vores erfaringer med at tage ledige ind i forskellige former for beskæftigelse er faktisk rigtig gode. Vi har lige nu et forløb med uddannelse af et stort antal ufaglærte i serviceafdelingen - og der har vi kunnet ansætte 40 procent af de bedste og mest motiverede vikarer bagefter. Så vi ser muligheder, når bare vi samtidig er tydelige med, hvad det kræver at være ansat hos os, siger servicechef Bruno Nielsen.

Jobcenter Hjørring glæder sig over, at Regionshospital Nordjylland går positivt ind i samarbejdet.

- Det går faktisk hurtigt med at få flygtninge ud i beskæftigelse i Hjørring Kommune lige nu. Både i landbrug, i byggeri og i fiskeriet i Hirtshals er der meget stor efterspørgsel. Også efter flygtninge. Det er lidt sværere at få kvinderne ud i job. Og lige præcis dér kan samarbejdet med Regionshospital Nordjylland måske gøre en stor forskel, siger afdelingsleder Ole Bendix fra jobcenteret.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste