Sygdom sætter tandlæge ud af spillet
Allan Chor hårdt ramt af slidgigt i højre håndled - andel af klinik overtages af Mads Kortegaard
18. august 2018 kl. 14.39
HJØRRING: Med udgangen af juni fratrådte tandlæge Allan Chor som tandlæge og ejer i Tandlægehuset Hjørring. Han stopper efter små 30 års gerning i Hjørring, først i Jernbanegade 25 fra 1989 som efterfølger for den navnkundige tandlæge Erik Friis - og siden 2012 i Tandlægehuset Hjørring på Bispevænget. Sygdom har sat en stopper for tandlægens fortsatte virke.
- Jeg er desværre så hårdt ramt af slidgigt i mit højre håndled, at jeg ikke længere kan udføre tandbehandlinger, siger Allan Chor.
- Derfor må jeg overlade mine patienter til husets andre tandlæger og prøve om jeg kan forlige mig med et liv uden at arbejde med tænder i en alder af "kun" 60 år, tilføjer han.
Allan Chors andel i Tandlægehuset Hjørring overtages af tandlæge Mads Kortegaard, som har været i huset i over et år.
- Det er en stor opgave, som jeg ser frem til med ydmyghed og glæde, da Allan har fortalt så godt om sine patienter, siger Mads Kortegaard.
I fremtiden drives og ejes klinikken således af tandlægerne Mads Kortegaard og Helle Borris Stagsted.
Til at løse opgaven og efterfølge tandlæge Allan Chor vender en af husets tidligere tandlæger også tilbage. Det er tandlæge Christina Søberg Arndt, som senest var i huset indtil 2017. Christina kender rigtig mange af husets patienter og glæder sig til at vende tilbage til kendte omgivelser.
- Jeg ved, at mine trofaste patienter er i de bedste hænder og det betyder meget for mig efter alle de år. Lad mig benytte denne lejlighed til at takke mine patienter, kolleger og andre samarbejdspartnere i Hjørring for et godt samarbejde, som jeg kommer til at savne, siger Allan Chor.