Swingende frokostjazz i Hirtshals

13. september 2017 kl. 09.01
Opdateret kl. 13.03

Lørdag den 30. september på Hotel Hirtshals slår Jazzklubben "Hva No Do" dørene op kl. 12 til en festlig eftermiddag - og traditionen tro serveres en lækker buffet med spændende specialiteter indtil kl. 14:00, hvorefter Jazz Buffettens swingende musik vil fylde kroens festsal i de følgende 3 timer.

Den gode traditionelle jazz vendes en tur i jazzkøkkenet - og serveres udover scenekanten krydret med en god portion humor og højt humør.

Der spilles de bedste numre fra "jazzkogebogen" til glæde for publikum - og flere af de kendte jazznumre spilles i Jazz Buffettens egne arrangementer - og nogle numre har orkestret såmænd selv skrevet tekster til. Publikum kommer blandt andet til at høre numre som "Indiana", "Up a Lazy River", "It’s a long way to Tipperary" samt måske et enkelt dansktopnummer udsat for jazz’ens rytmer.

Jazz Buffetten har siden 1998 swinget instrumenterne rundt omkring i hele Danmark. Orkestret har blandt andet spillet på mange Jazzfestivaler og leveret musik til arrangementer i en lang række af landets jazzklubber.

I dag optræder Jazz Buffetten med stort set samme 5 mands besætning, som da de startede i 1998, og det er med stor spilleglæde de kalder sig en flok "swingende jazz originaler".

Billetsalg og reservation sker hos Klipperen i Nørregade.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste