Svømning for børn og unge med et handicap
FOF sørger nu for - med hjælp fra et kommunalt tilskud - at børn og unge med et handicap for et nyt, lokalt svømmetilbud, og det går under navnet Halliwick-svømning.
- Halliwick svømning er træning i vand med en særlig idé. Vi har særligt uddannede undervisere, som bruger Halliwick metoden til voksne med funktionsnedsættelse mm., og nu kan også børn og unge få dette unikke tilbud med underviser Tim Balleby Berg", siger skoleleder i FOF Vendsyssel, Kirsten Højrup.
Træningen er for børn og unge 7 - 15 år, som har et handicap, som forhindrer dem i at deltage i almen vandtræning, svømmeundervisning mm. Handicap kan være bevægelseshandicap, ADHD, spastiker og meget andet.
Principperne i Halliwick tager udgangspunkt i vandtilvænning, så den enkelte er helt tryg ved vandet.
Herefter trænes selvstændighed i vandet for svømmeren. Halliwick kan være med til at give mange med fysiske handicaps fuldkommen uafhængighed i vandet.
Kirsten Højrup oplyser, at tilbuddet har opnået et særligt tilskud fra Folkeoplysningsudvalget i Hjørring Kommune, og derfor er prisen for kurset lige så lavt sat som for andre, selv om der kun er fire deltagere på et hold for børn og unge.
Tilbud om Halliwick-svømning for børn og unge med handicap bliver i Sindal Svømmehal i varmt vand - hallen har netop gennemgået en større renovering.
Man kan læse mere om, hvornår der svømmes på FOF Vendsyssels hjemmeside.
- Træning i vand er for hele kroppen. Vandet giver øvelserne blød modstand og styrke. Kroppen aflastes af vandets opdrift, så også svage muskler og led kan være med. Øvelserne styrker kredsløb, balance, led og muskler. Der indgår udspænding og afspænding, og intensitet og tempo justeres undervejs, lyder det.