Billede beskrivelse

Sved på panden hos Vendia Fitness - men af alle de forkerte årsager

12. marts 2021 kl. 18.00

Vendia Fitness har via et nyhedsbrev til deres medlemmer oplyst, at de vil blive præsenteret for røde tal på bundlinjen, når man en dag får afviklet sin udskudte generalforsamling.

”Årsregnskabet viser et underskud på ca. 60 tusind kroner, hvilket bestyrelsen betragter som et acceptabelt resultat under de omstændigheder, som foreningen har været underlagt i 2020.

Vi har modtaget i alt 417.000 kr i kompensation fra Regeringens hjælpepakker. Endvidere har​ vi modtaget et tilskud til imødegåelse af underskud på 57.000 kr fra DGI. Udbetalinger fra kompensationspakkerne er foreløbige, og der kan komme ændringer, når vi skal lave endelig afrapportering til Erhvervsstyrelsen, men vores egne kontroller tyder ikke på, at ændringer samlet set vil påvirket resultatet nævneværdigt”, oplyses det til medlemmerne.

”Vi har brugt mange ressourcer på at sikre, at foreningen får andel i alle kompensationsmuligheder. Der er også brugt en del tid på opkrævningssystemet, hvilket ikke er så let, når der løbende sker ændringer i coronareglerne. Vores hensigt er, at ingen betaler for træning i lukkeperioder. Hvis du er opkrævet betaling på et tidspunkt, hvor der har været lukket, så vil du have dette som tilgodehavende træning, der bliver aktivt, når vi åbner igen. Nu ser foråret ud til at være på vej, så vi vil opfordre alle til at komme ud og få noget lys og frisk luft. Gå- og løbeture er rigtig god motion for både krop og sjæl, og så kan I være klar til at komme tilbage i centret”, lyder det endvidere.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste