Billede beskrivelse

SuperBrugsen i Sindal søger ny uddeler

24. maj 2017 kl. 09.37

Efter 7 år som uddeler i Sindal har Rasmus Severinsen valgt at søge nye udfordringer i SuperBrugsen i Vrå, hvor han begynder den 1. juni.

- Jeg har været meget glad for min tid som uddeler i Sindal. Det har været spændende, at være med til at bygge noget nyt op, efter Brugsen i Sindal overgik fra at være medlemsejet til at blive en del af et selskab med flere ejere, fortæller Rasmus Severinsen.

SuperBrugsen i Sindal er en del af et aktieselskab sammen med brugserne i Løkken, Hadsund, Tørring, Galten, Hedensted og Hørning.

- De 7 år, hvor selskabet har eksisteret, er gået godt, selvom det har været svært at drive en rentabel forretning i en by, hvor konkurrencen om dagligvaremarkedet er meget hård. Nu, efter vores ombygning sidste år, går det rigtigt godt med en omsætningsfremgang på 14 procent og en kundefremgang på 20 procent. Det tegner godt for fremtiden, og alt tyder på, at vi kommer ud af 2017 med sorte tal på bundlinjen, siger Rasmus Severinsen.

Rasmus Severinsen mener, at det er det helt rigtige tidspunkt for ham, at prøve kræfter med noget nyt, og han er glad for, at han kan aflevere en butik i fremgang. SuperBrugsen i Vrå bliver også en udfordring, for det er en butik, der er 25 procent større end i Sindal, og her skal Brugsen også tilpasse sig en kommende konkurrencesituation, da der bliver bygget et nyt supermarked på den gamle slagterigrund.

Da ansøgningsfristen til stillingen som uddeler i Sindal først lige er udløbet, er det endnu ikke afgjort, hvem den nye uddeler bliver. Alt tyder dog på, at en ny uddeler tiltræder den 1. juli.

Rasmus Severinsen vil gerne sige pænt farvel til alle onsdag den 31. maj i tiden klokken 15 - 17, hvor Butiksrådet byder på lidt godt til ganen. Alle er meget velkommen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste