Ældre Sagens “Spis Sammen” arrangement i lørdags var en overvældende succes med 150 deltagere. Foto: Niels Helver
Livet her

Stuvende fuldt: Spisearrangement er kæmpe succes

27. april 2022 kl. 09:02

Ældre Sagen i Sindal inviterede i lørdags til Spis Sammen i Sindal Hallerne. Her deltog 150 i det store arrangement, og det betød fuldt hus. Der var så mange tilmeldinger, at der i hast blev oprettet venteliste.

Det omfattende program begyndte klokken 12 med velkomst af formanden for Ældre Sagen, Astrid Petersen, der også bød formanden for Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalget Claus Mørkbak Højrup velkommen. Efter forretten fortalte han om det nye plejecenter i Sindal og om kommunens økonomi inden for ældreområdet.

Madklubben for “Rigtige mænd - kun for de skarpeste knive” sørgede for, at alle fik noget at spise. Foto: Niels Helver

Der blev serveret en to retters middag fra Martin Kok bestående af tunmousse og hamburgerryg med grøntsager. Under middagen spillede Henning Jensen hyggemusik.

Efter hovedretten var der underholdning og fællessang med den populære duo Kisser og Søren, der sang egne sange og kendte fra Giro 413. Sange alle kunne synge med på. Undervejs var der præmieudtrækning på indgangsbilletten.

Dagen blev afsluttet med kaffe og hjemmelavet chokoladekage á la Doris og til sidst fællessangen ”Livstræet”.

Efter middagen var der underholdning med den populære duo Kisser og Søren. Foto: Niels Helver

Det er 7. gang, at Ældre Sagen arrangerer Spis Sammen. Første gang var det på Vestergården i Lendum med 50 deltagere. For at skaffe mere plads blev Spis Sammen det andet år flyttet til Aktivhuset i Sindal. Da der stadig var behov for mere plads besluttede bestyrelsen at henlægge fremtidige Spis Sammen arrangementer til Sindal Hallerne.

Danmark Spiser Sammen er en landsdækkende kampagne, som ”Folkebevægelsen mod Ensomhed” er initiativtager til. Mere end 80 organisationer, skoler, kommuner og virksomheder er med i bevægelsen, der hvert år sætter fokus på ensomhed og inviterer hele Danmark til at spise sammen og dermed øge det sociale fællesskab og skabe nye venskaber.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu