Studerende må væbne sig med tålmodighed: Ny togperron i Hjørring Øst bliver forsinket
Mange togpassagerer ser frem til et nyt trinbræt ved Meny, men det kommer ikke til at åbne som planlagt
HJØRRING: På søndag 13. december er der køreplanskifte hos Nordjyske Jernbaner, og samtidig skulle der åbnes for et længe ventet nyt stoppested i Hjørring Øst, bag dagligvareforretningen Meny ved Frederikshavnsvej i Hjørring.
Men det kommer desværre ikke til at ske. Den endelige færdiggørelse af stoppestedet og de nødvendige afsluttende godkendelser er ikke på plads.
- Det er selvfølgelig super ærgerligt. Vi havde regnet med, at indvielsen kunne ske samtidig med, at den nye togstrækning til Aalborg Lufthavn også indvies søndag af transportministeren, siger direktør hos Nordjyske Jernbaner, Peter Hvilshøj.
Årsagen til forsinkelsen er den nordjyske nedlukning i november.
Force Majeure
- Entreprenøren Aarsleff Rail påberåbte sig Force Majeure, og selv om det nu er meget lidt der mangler, så vil der gå noget tid fordi arbejdet gik helt i stå, fortæller Hjørring Kommunes projektleder, Arne Povlsen.
Han venter nu på en tilbagemelding fra Banedanmark, som skal stå for den afsluttende inspektion og godkendelser.
- Der mangler kun lidt belægning og nogle skilte, men vi ved ikke, hvornår Banedanmark kan komme herop og godkende stoppestedet. Det bedste bud er, at stoppestedet først kan indvies i slutningen af januar, siger Arne Povlsen.
Peter Hvilshøj skønner også, at stoppestedet først kommer i drift omkring 1. februar.
Et længe næret ønske
Perronen i Hjørring Øst har været et ønske igennem ti år. Det vil bl.a. betyde meget for transporten til Hjørring uddannelsesområde på bl.a. Skolevangen.
I 2019 blev der på finansloven afsat 4,8 millioner kroner, og kommunen og regionen bidrager med hver hver 2,4 millioner kroner til den samlede anlægssum på 9,6 millioner kroner.
Ud over perronen bliver der lavet cykelskure og afsætningsbåse ved det nye stoppested. Der bliver også lavet ny belysning omkring hele parkeringspladsen ved Meny, og ændret på udkørslen til Frederikshavnsvej.
Det nye stoppested ventes at få mellem 500 og 1000 daglige passagerer.