Billede beskrivelse

Studenterhus på vej til Hjørring

30. juli 2017 kl. 07.49

Hjørring har fået et studenterhus. Ikke sådan bogstaveligt, for der er ikke noget egentlig hus. Men der kommer der forhåbentlig senere. I første omgang er foreningen blevet dannet.

- Vi har lige haft stiftende generalforsamling, og ideen er at vi gerne vil have et hus, hvor man kan som ung kan komme og være. Men indtil vi har kapital til det, så vil vi lave arrangementer rundt omkring i byen, så folk får set lidt forskellige steder og kommer steder, hvor man eller ikke ville være kommet. Som f.eks. det nye teater i Hjørring, fortæller formand for Studenterhus Hjørring, Villiam Jensen.

Han er initiativtager til den nye forening Studenterhuset Hjørring, som han sammen med fire andre har startet. Alle går de på ungdomsuddannelser i Hjørring, og følte at de manglede et sted at være.

- Vi synes at unge i Hjørring er meget splittede. Hvis man går på HTX, så snakker man måske ikke med dem, der går på STX, HHX eller erhvervsuddannelserne. Vi synes, at der er for lidt for de unge at lave og der mangler et sted, hvor man kan mødes og snakke på tværs af uddannelser, forklarer Villiam Jensen.

Studenterhuset Hjørring er et tilbud til studerende, som ofte har en stram økonomi, og derfor skal det som udgangspunkt være gratis at deltage i Studenterhusets arrangementer eller komme i Studenterhuset, når der engang er et fysisk hus.

Indtil videre har foreningen lavet én koncert foran Vendsyssel Teater i forbindelse med Kulturnatten, men ideen til det næste arrangement er allerede klar.

- Vi vil gerne lave et arrangement efter sommerferien, som opstart op det nye skoleår. Det kunne eventuelt være med en komiker og noget musik. Men det afhænger alt sammen af hvad vi får i støtte fra kommunen, siger Villiam Jensen.

Hos Hjørring Kommune har formanden for fritids- kultur- og bosætningsudvalget, Sven Bertelsen allerede læst ansøgningen fra Studenterhuset, og han er begejstret.

- Det er en rigtig gid idé, som de har fået, fordi det går på tværs af alle uddannelser. Det tror jeg rammer ind i et vakuum, hvor de får medvind. Jeg kan godt lide, at allerede er startet op med arrangementer, så skal den fysiske placering nok komme dumpende på en eller anden måde, siger Sven Bertelsen (UP).

Han kan dog ikke love dem et hus på stående fod, men han synes der er flere gode muligheder i Hjørring.

- Det kunne både være ungdomscenteret, hvor der er scene og det kunne være Vendelbohus, hvor det ville alle tiders, at få sådan en aktivitet ind. Men nu må vi se, når vi skal have ansøgningen behandlet.

- Når nogen viser sådan et initiativ, så vil man altid gerne være med til at banke det i gang. Det er logisk, siger Sven Bertelsen (UP).

- Jeg tror, at flere unge har tænkt, at der mangler sådan et sted som Studenterhuset Hjørring, men nogle skal jo forrest og det har vi så valgt at gøre. Så må vi se om der er opbakning til det. Hvis ikke, så er det prøvet. Men jeg tænker da nok, at det skal lykkes, lyder det optimistisk fra formanden.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste