Studenter på tour: Vognen var ladet med breezers, Slots-pilsner - og 3. A.

25. juni 2021 kl. 14.40

HJØRRING: Den røde lastbil blev pyntet med bannere og balloner, og ladet læsset med Slots-øl og breezer, inden 3. A. fra Hjørring Gymnasium fredag satte kurs mod dagens første stop.

Der var sørget for bræktrøje, førertrøje og ølbong. Udstyret var i orden, men energien hos de nybagte studenter var ikke helt i top fredag formiddag. Siden eksamen kom i hus tirsdag og onsdag havde den stået på fest. Masser af fest. Og de mange fester havde sat sig sine spor under de hvide huer.

- Jeg er verdens største svagdrikker. Det er kritisk, lød det fra en af de hårdt ramte - tilmed fra en af dem, der skulle indlede rundturen til de stolte forældre med en løbetur bag lastbilen som ”belønning” for et 12-tal ved den sidste eksamen.

Hjem kom hun ikke. Og løbeturen klarede hun i fin stil. Fighterånden var intakt.

Fredag gik det fra hjem til hjem, og igen lørdag fortsætter de nybagte studenter fra 3. A. deres sejrstour.

Forude venter en periode fri for skoleskema. Kun én fra klassen går videre med studie efter sommerferien, mens resten af flokken tager et sabbatår med fritidsjob og rejser ud i verden - i det omfang corona tillader det.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste