Strandens vogtere
Den nyeste forlængelse og spin-off til den originale tv-serie "Baywatch" er nu i biografen. Denne gang i en version med Zac Efron, Dwayne Johnson (bedre kendt som "The Rock), Alexandra Daddario og mange flere. Den skal forestille at være den næste generation af livreddere på den samme strand som den tidligere Baywatch-serie, og derfor bliver de gamle stjerner nævnt i filmen - der er endda flere af de nye livreddere, hvis navn går igen fra den originale serie. Dog er det ikke et krav at have set den originale serie.
Egentlig handler filmen om præcis det titlen indikerer: at passe på stranden. Da det er tid til at rekruttere nye livreddere går en optagelsesprøve i gang, og de mange deltagende skal bestå prøverne for at komme på prøveperiode som livredder. Det er ikke så nemt, som det ser ud, især ikke da unge, OL-guld-vindende Matt Brody dukker op på stranden. En ellers så kæphøj Brody, som ikke mener, at han bør gå til audition, bliver sat på andre prøver af kongen af stranden, eller med andre ord lederen af livredderne, Mitch Buchannon. Da de tre livredderrekrutter er valgt, opdager de, at det at være livredder måske ikke var så nemt som de troede alligevel. Det handler nemlig ikke om at løbe rundt på stranden i badetøj og slikke sol. Nej, det handler om at redde liv, og forudse den mindste form for fare.
Mitch, som er en meget observant leder, opdager hurtigt, at der bliver smuglet stoffer på stranden, og vælger selv at undersøge det uden politiets hjælp. Det bringer de seks livreddere i mange uvante situationer, og det er præcis det, som er med til at gøre historien underholdende og spændende. De redder liv fra en brændende båd, ender i kølerummet i lighuset og bliver smidt i havet i bur. De oplever det hele, og der er ikke det, som de ikke kan klare.