Billede beskrivelse

Stort rykind til julestævne: 4.000 spillere og supportere

Indefodbold og futsal over fire dage, når der holdes Home Hjørring Cup 2019

13. december 2019 kl. 08.34

HJØRRING: Home Hjørring og LIUF Fodbold er nu klar med turneringsprogrammet for årets Home Hjørring Cup. 226 hold er tilmeldt fordelt med 123 til Indefodbold og 103 til Futsal.

- Vi har ændret lidt på afviklingen i år. I stedet for 3 dage bliver stævnet i år afviklet over 4 dage. Dette er alene for at afvikle mest muligt i vores egen Lundergårdhal. Der bliver i år 3 dage med Futsal i Park Vendia og 3 med Indefodbold i Lundergårdhallen og på dag 4 er der Futsal i Lundergårdhallen. Alt i alt skal der spilles fodbold i 81 timer fordelt over fire dage og to haller, oplyser stævneleder Ole Nielsen.

Stævnet holdes fra 27.12 - 30.12.

- I Indefodbold ser vi den største interesse hos henholdsvis de yngste og de ældste. I U6 og U7 er der således tilmeldt hele 27 hold. Og i henholdsvis damesenior og herresenior er der tilmeldt 11 og 23 hold. I herresenior er langt de fleste hold private hold, hvor venner benytter juledagene til at mødes til en gang indefodbold i Lundergårdhallen. I Futsal har vi flest tilmeldinger i de mellemste årgange, nemlig årgangene U10-13, lyder det fra stævnelederen.

Op imod 2.000 fodboldspillere forventes at deltage i stævnet.

LIUF Fodbold har været arrangør siden 1986. Stævnet er således nr. 34 i en uafbrudt årrække.

Turneringen er for drenge og piger i alderen 5-18 år, samt herre- og damesenior.

De fleste hold kommer fra Hjørring kommune og nabokommunerne, men der deltager også hold fra Aalborg, Viborg og Randers.

Foruden de mange spillere trækker stævnet rigtig mange forældre, søskende, familie, venner og andre interesserede, der godt kan lide at kigge på Indefodbold og Futsal. Man forventer således, at de to haller i løbet af de 4 dage får besøg af op imod 4.000 spillere og supportere.

Det er således lidt af en årligt tilbagevendende event for mange familier.

For klubben betyder det selvfølgelig også, at der skal mange hjælpere i sving, som stævneleder, tidtager og resultatfører. Endvidere skal cafeteriet i Lundergårdhallen bemandes fra morgen til aften de 4 dage.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste