Billede beskrivelse

Stort rulleskøjtestævne i Hjørring

18. oktober 2017 kl. 07.08

Foreningen Vi Ruller Hjørring og IC Aalborg holder 21. oktober et stort rulleskøjtestævne i Vendiahallen.

83 deltagere fra hele landet er tilmeldt stævnet, og der bliver masser af fart over feltet og god underholdning, når deltagerne indtager Hjørring.

Stævnet starter klokken 9 med en åbningsparade, og herefter begynder løbene.

- Det er et af de største stævner i Jylland, og folk er velkommen til at kigge indenfor. Vi vil meget gerne fremme inliner-sporten, fortæller Jesper Vinther, der er formand for Hjørringklubben.

Han håber at få flere lokale borgere på hjul, og han minder om at det er sjovt at stå på rulleskøjter - og så giver det tilmed god motion.

Jylland har kun fem klubber for sporten, og ofte må løberen fra Jylland tager til stævner på Sjælland. Men lørdag gælder det altså stævnet i Hjørring, som de lokale medlemmer er vært for.

Dagens konkurrencer vil primært være i disciplinen speed, hvor det handler om at give konkurrenterne baghjul.

Der kæmpes i tre klasser, nemlig motion-, sport-, og konkurrenceklasse. Desuden er konkurrencerne delt op inden for børn, damer og herrer.

Formanden oplyser, at hastigheden i den bedste klasse i gennemsnit ligger på 30 kilometer i timen

- De korte løb køres først, men der vil være drøn på hele dagen frem til klokken 17. Når vi skifter disciplin vil der være god underholdning med anderledes og sjove løb, tilføjer Jesper Vinther.

I hallen er der indrettet et expo-område, hvor Skatepro, Fusion og Lindgrens Velvære vil friste med varer og ydelser. Og så er Kim Kristiansen også til stede - han er nemlig ekspert i at rense og rette skøjter til og kender gode fif, som løberne kan gøre brug af, så rulleskøjterne bliver endnu hurtigere.

Skøjter der har været brugt udendørs har ofte bremser monteret, og de skal pilles af, inden de må benyttes i hallen - den opgave kan Kim Kristiansen også være behjælpelig med.

Vi ruller Hjørring har modtaget 10.000 kroner til afvikling af stævnet fra Folkeoplysningsudvalgets pulje til udviklingsaktiviteter.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste