Stort ridestævne i Astrup
Selvom Rideklubben Astrup ikke er nogen stor klub, så arrangerer de alligevel stævner, hvor de inviterer andre rideklubber under Dansk Rideforbund distrikt 14 Nordjylland til stævner i Astrup.
I lørdags var der således inviteret til et stort D-stævne i Dressur for hest og pony. Der var deltagelse fra rideklubber i hele Nordjylland. I alt var der 50 ryttere, der stillede op til konkurrence. Stævnet startede allerede klokken 8 om morgen, og med den store deltagelse var stævnet først afviklet omkring klokken 17.
- Vi afholder kun stævner i den periode, hvor vi kan ride udendørs, da vores ridehal ikke er stor nok til at afholde indendørs stævner. Det bliver normalt kun til to stævner om året. Et forårsstævne og et i august, og det er altid dressur stævner, fortæller formanden for rideklubben Lene Vangsted.
Om formiddagen var der stævne for ponyer med ryttere til og med det 16. år. Når de unge fylder 17 år, overgår de til at ride på hest. Forskellen mellem en hest og pony er, at en hest har et stangmål over 1,48 meter.
Til eftermiddagens konkurrence red blandt mange andre Sanne Svenningsen fra Rideklubben Stald Torpegaard i Sulsted på Fjordhesten Karma, og de klarede den indledende konkurrence rigtig flot.
- Jeg har redet, fra jeg var 8 år, hvor jeg begyndte i Hjallerup Rideklub på en pony. Jeg blev fuldstændig grebet af hestesporten, så al min og min mands fritid går i dag med at træne og deltage i ridestævner, fortæller Sanne Svenningsen efter det første ridt.
Rideklubben Astrup tæller for tiden 50 medlemmer, det bedste i 9 år. Klubbens formål er at fremme interessen for hestesporten gennem undervisning og deltagelse i forskellige arrangementer. Medlemmer lærer også om hestens røgt og pleje og der afholdes temaaftener, hvor der fortælles om klargøring til stævner, den rigtige ernæring til hesten og det rigtige udstyr både til rytter og hest. Der er holdundervisning om torsdagen og ene-undervisning i Dressur mandag i lige uger og Spring i ulige uger.
Rideklubben råder over et naturskønt område med to dressurbaner, en Islænder-bane og en flot ridehal med cafeteria.
Næste gang Rideklubben afholder D-stævne i Dressur er søndag den 20. august.