Storken er landet ved Sindal
SINDAL: Så er storken landet - nær Sindal.
Fredag eftermiddag ved 17-tiden bemærkede Cato Christoffersen og hans søn Max en stork gå rundt rundt på en mark på Ugiltvej lige syd for Sindal.
- Den gik bare stille og roligt rundt og hyggede sig, fortæller Cato.
Og for ham og familien er en stork et sjældent syn.
- Vi har boet her i over 20 år, og jeg har aldrig før set en stork her, siger Cato.
De fik knipset flere fotos af den elegante stork, som ikke lod sig genere - den vandrede rundt på marken i en times tid, inden den lettede fredag aften, oplyser han.