Billede beskrivelse

Store døde havfugle fundet på stranden

Fem døde Suler fundet på Tornby Strand

09. juni 2022 kl. 16.08

Et trist syn har de seneste dag mødt strandgæster på Tornby Strand. Der er nemlig skyllet døde Suler op på stranden på en 1500 meter lang strækning syd for nedkørslen.

- Jeg har set fem fugle, der har ligget i vandkanten med nogle hundrede meters mellemrum. Sule kommer jo normalt ikke ind på strandene, fortæller Mogens Damgaard, der hver dag går tur på stranden.

Han kan også fortælle, at Fødevarestyrelsen nu har været forbi og har taget en af de døde havfugle med sig til nærmere undersøgelse.

Nordjyske har været i kontakt med Fødevarestyrelsen, men styrelsen er endnu ikke vendt tilbage med svar på, om det evt. kan være fugleinfluenza, der er på spil.

Sulen er, ifølge Dansk Ornitologisk Forening, den største havfugl i de danske farvande. Den kan have et vingefang på op til 180 centimeter, og kroppen på en voksen fugl er mellem 87 og 100 centimeter lang. Det er en umiskendelig, langstrakt, cigarformet fugl med lange, smalle vinger. I sommerdragten er fuglen hvid med sorte vingespidser og et smukt okkergult hoved.

Billede beskrivelse

Sulen yngler kun i Nordatlanten, hvor størstedelen yngler i store kolonier. De største kolonier findes på Island, Færøerne, New Foundland samt i Irland, Storbritannien, Norge og Frankrig. Den største koloni findes på den skotske klippeø St. Kilda i Hebriderne, hvor der er over 60.000 par. I Danmark er sulen en almindelig trækgæst om efteråret i Nordsøen og Kattegat.

Ifølge Mogens Damgaard var der torsdag formiddag kun to af de døde havfugle tilbage på Tornby Strand.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste