Billede beskrivelse

Lokal ildsjæl har succes igen: - Vi er stolte over den oplevelse, vi har givet

22. august 2022 kl. 10.15

For 5. gang arrangerede den lokale ildsjæl Poul Raunsmed "Koncert På Kanten" med masser af musikoplevelser i naturskønne Nr. Lyngby.

Dagen før startskuddet på en af områdets største årlige musikbegivenheder satte 3 mand det store telt op mellem Nr. Lyngby Mølle og "kanten" ned til stranden og Vesterhavet - deraf navnet. Derudover skulle der bl.a. også klargøres bænke, scene, lys, lyd og mad, inden de mange musiknavne skulle på fra dagen efter.

Særligt på førstedagen for arrangementet var der stærk vind, så der blev prompte hyret nogle lastbiler, der kunne agere som windbreakere imellem festtelt og kant.

Hver dag havde et tema, hvor fredagen havde fokus på folkemusik, herunder irsk folkemusik, hvor bl.a. lokale Jens Ole og The Granfætters, som har tætte relationer til Tørfisk, underholdt. Om lørdagen var der lagt mere op til bal, hvor bl.a. enhver svigermors drøm, Kandis, spillede op til dans for en yderst modtagelig forsamling.

- Johnny Hansen nævnte for mig, at det var hans "gig" nummer 162 i år, og man kan virkelig godt høre, hvor erfarne og sammentømrede bandet er, siger Poul anerkendende.

På sidstedagen var der lagt op til et mere koncertagtigt tema, hvor bl.a. både Johnny Logan og Poul Krebs syntes at have publikum i deres hule hånd, mens de optrådte. Den kendte irsk/australske sanger Johnny Logan, som 2 gange har vundet det europæiske melodi grand prix, optrådte bl.a. med en upbeat version af sangen "Hold Me Now", som han vandt med i sin seneste sejr i grand prixet i 1987.

- Vi er glade for, at han kommer her igen og igen, og beriger vores gæster så meget. På arrangørsiden er han generelt kendt for at være meget nøgtern omkring sine madønsker, men når han kommer hos os, stiller han sjældent krav. Og så vil han altid have vores stjerneskud hver gang, fortæller Poul.

Billede beskrivelse

Eventens sidste højdepunkt var intet mindre end Poul Krebs, som få dage forinden havde spillet for mere end 25.000 festivalgængere til Smuk Fest i Skanderborg. Den danske musiklegende gjorde en yderst god livefigur sammen med sit band, og han takkede bl.a. sit publikum under koncerten for den stemning og energi, han følte, og samtidig hvor vigtigt det er at støtte op om lokale arrangementer som disse rundt omkring i hele Danmark.

Langt de fleste gæster til Koncert På Kanten kommer fra lokalområdet, men flere rejser også langvejs fra, bl.a. Esbjerg og Odense. Udover det flotte program, så bød begivenheden smagsmæssigt på helstegt pattegris krydret med salat og pommes frittes. Derudover blev der bl.a. nedsvælget et firecifret antal liter økologisk øl fra Fuglsang over alle festdagene.

- Vi er stolte over den oplevelse, som vi kunne give alle igen i år. Nu evaluerer vi, hvordan det gik, og hvad vi kan gøre endnu bedre til næste år. Det er en stor investering, og vi er meget taknemmelige for opbakningen. Vi vil gerne tiltrække nogle store navne, også i de kommende år, og samtidig vil vi også gerne åbne en dør for flere lokale musikere, som har et åbenlyst talent, der kan give vores gæster noget ekstraordinært. Det er bl.a. også noget af det, som vi prøver på i vores dagligdag på Nr. Lyngby Mølle udover vores madkunst, siger Poul Raunsmed.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste