Stor succes i Uggerby med Voksenfest nr. 2

18. marts 2018 kl. 08.19

For andet år i træk blev der sidste weekend afholdt "Voksenfest i Uggerby" og igen i år blev det en kæmpe succes.

Knapt 200 danseglade mennesker sørgede for at det lokale forsamlingshus var tæt pakket og skabte dermed de ultimative rammer om danse-festen, der hovedsagelig henvender sig til det voksne festglade publikum og folk der elsker alt det gamle musik fra 70’erne, 80’erne og 90’erne.

Konceptet Voksenfest er et fænomen der har bredt sig over det ganske land og i korte træk er det en modernisering af den gamle ide med bal i forsamlingshuset, hvor det traditionelle “suppe-steg-is band" er skiftet ud med dygtige erfarne discjockey’s, der spiller alle de kendte hits fra de “gode gamle dage" samt opvarmning med fælles spisning, der igen i år bestod af helstegt pattegris.

Teamet bag Voksenfest i Uggerby, er Uggerby Borgerforening og for andet år i træk klapper de i deres hænder og jubler over den store fortsat voksende opbakning til festen, der igen forløb over al forventning og med et flot overskud på bundlinjen.

Igen i år havde Borgerforening allieret sig med den erfarne DJ HAMMER, der i knapt 6 timer pakkede dansegulvet med det ene hit efter det andet og præcis som forrige år fik genskabt ungdommens glæde på dansegulvet, med de største klassikere fra 70’erne, 80’erne og 90’erne.

Bestyrelsen bag Voksenfest i Uggerby melder allerede nu ud, at der også i 2019 vil komme en opfølger på "Voksenfest i Uggerby".

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste