Stor STU fest i Sindal
Flere politikere var med til PMU-skolens (Praktisk Medhjælper Uddannelse) dimissionsfest for de unge, der færdiggjorde den tre årige STU-uddannelse (særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse) i Sindal i fredags. Uddannelsen har i år 10 års jubilæum.
Cirka 200 gæster var med til årets fest. I år dimitterer otte elever fra skolen og inviteret var blandt andet Hjørrings borgmester Arne Boelt (S), folketingsmedlemmerne Bjarne Laustsen (S) og Bent Bøgsted fra Dansk Folkeparti.
STU´en går i sin enkelthed ud på at tilrettelægge en ungdomsuddannelse for de unge under 25 år, der af fysiske eller psykiske grunde ikke kan gennemføre en almindelig ungdomsuddannelse. Uddannelsen indeholder både undervisning og praktiske aktiviteter, herunder praktikophold i virksomheder og institutioner. Forstander Conrad Andreasen, der sammen med flere andre, afholder tale til de elever, der har færdiggjort deres uddannelse, siger:
- Det er nu ti år siden, at uddannelsen blev sat i gang. Men vi mangler statistik på, hvad der sker med de unge efter uddannelsen. Nu er analysefirmaet Epinion sat på sagen, og jeg glæder mig til at høre resultatet.
PMU uddannelsen findes flere steder i Nordjylland, og i Sindal begyndte de første seks elever i 2007. I dag har PMU i Sindal mere en 40 unge, der er i gang med den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse. PMU´s STU tilgodeser hver enkelt ung, fordi den bliver tilrettelagt individuelt efter den unges behov, kompetencer og styrker. Der er derfor ikke to forløb, der ens. Uddannelsen er dog for alle bygget op omkring flere fag, temadage, kurser og aktiviteter. Dog fungerer værkstedstræningen på alle PMU´s værksteder som et centralt bindeled for alle elever.