Mads Høgsted Jensen.
Livet her

Stor pris: Hjørring-snedker med på vinderholdet

Møbelsnedker Mads Høgsted Jensen fra Hjørring er en del af Egeværk, der vinder Snedkerprisen i år

27. april 2019 kl. 09:05
Mads Høgsted Jensen.

HJØRRING: Da Mads Høgsted skulle beslutte sig for læreplads efter grundforløbet i møbelsnedkeri, var han den eneste i sin klasse, der ikke ønskede skolepraktik. En god ven fra Falster sendte ham et link til YouTube, hvor et par unge møbelsnedkere var i gang med at samle et skrivebord. Snedkerne fra Egeværk gjorde indtryk; de virkede så seriøse. Selv om Mads i første ombæring beskedent tænkte, at de nok var for dygtige til ham, endte han alligevel med at søge læreplads i Hundested. Fire år senere er Mads med til at modtage den højeste anerkendelse, der gives i snedkerbranchen herhjemme.

Københavns Snedkerlaug har valgt, at Snedkerprisen 2019 på 150.000 kroner går til indehaverne af møbelsnedkeriet Egeværk - Mette Bentzen og Lasse Kristensen. Det er blot anden gang, at Snedkerprisen - med midler stillet til rådighed af Kirsten og Freddy Johansens Fond – uddeles.

Egeværk får prisen for deres udforskning af de materialer, de arbejder med, og den høje kvalitet af deres raffinerede træarbejder. På værkstedet i Hundested bliver der skabt unikamøbler og brugskunst i høj international klasse, og Lasse Kristensen og Mette Bentzen har allerede skabt international opmærksomhed med udstillinger af Egeværks skulpturelle møbler i flere europæiske lande samt USA.

Snedkerprisen blev overrakt 26. april.

- I Københavns Snedkerlaug har vi været meget enige om at belønne Egeværk for deres formidlende indsats for det danske snedkerhåndværks traditioner. Prisvinderne Mette Bentzen og Lasse Kristensen har på overbevisende måde vist evne til at kombinere tradition og innovation i deres frembringelser, siger Mads Raaschou, oldermand i Københavns Snedkerlaug og fremhæver, at Egeværk kompromisløse tilgang til faget skaber respekt om det danske snedkerfag - også udover landegrænsen.

Prisvinderne står på skuldrene af de bedste danske møbeldesignere og den fornemme danske snedkertradition. De er begge uddannet ved PP Møbler, hvor de begge fik dansk møbelkunst og Wegner møbler ind under huden.

- Vi er vildt stolte over at modtage Snedkerprisen 2019, som er en fantastisk anerkendelse fra vores faglige bagland. Et bagland, der betyder alt for os. Hver dag trækker vi på de kundskaber, vi i vores læretid har fået overleveret af nogle af verdens bedste møbelsnedkere, siger de glade prisvindere, Mette Bentzen og Lasse Kristensen.

Mads blev overrasket over den store ære, men finder den velfortjent på værkstedets vegne: - Jeg har aldrig hørt om andre værksteder, der laver de ting, vi laver. For eksempel laver vi møbler i begrænsede serier i samarbejde med arkitekt Hannes Stephensen. De er ufattelig forfinede of komplekse, og en stol tager omkring 200 timer at lave. Hvor gør man ellers det?

Mads glæder sig over, at Snedkerprisen har så forskellige modtagere. I 2018 blev den givet for en designet totaloplevelse af træ på Nomas nye restaurant i København. I år blev den givet til visionære udøvere af snedkerhåndværket. Mads har selv modtaget sølvmedalje for sit svendestykke, og arbejder nu som svend. Mads’ personlige favoritdisciplin på værkstedet er at samle komplekse møbler af mange dele. Mads bor i Helsingør, mens hans familie stadig bor i Tårs i Nordjylland.

Kirsten og Freddy Johansens Fond blev stiftet 21. juni 2004, og er resultatet af et ægtepars beslutning om gennem en fond at støtte samfundsmæssige fornuftige formål. Fonden støtter blandt andet håndværksmæssige arbejder indenfor maler- og træfagene, og yder også støtte til kulturelle, uddannelsesmæssige og kunstneriske aktiviteter. Hertil kommer forskning indenfor håndværksfagene, specielt malerfaget, samt lægevidenskab indenfor det sygdomsbekæmpende område.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu