Stor messe i Hjørring med fokus på arbejdsmiljø

Ergonomi og arbejdsmiljø kommer på dagsordenen hos Kontor & Papir 28. februar

15. februar 2019 kl. 11.21

HJØRRING: Kontor & Papir A/S er 28. februar klar med en ergonomi- og arbejdsmiljømesse i lokalerne på Hvidevold 2 i Hjørring.

På messen vil en række udvalgte leverandører være repræsenteret med produkter, der kan gøre hverdagen for medarbejderne i virksomhederne bedre.

- Folk er blevet meget bevidste om ergonomi og betydningen for deres sundhed, og virksomhederne har i dag langt større fokus på og overskud til at sikre, at medarbejderne har det godt. Det er ofte, at fokus flytter sig fra ergonomi og andre trivsels-områder, i perioder med trængt økonomi i virksomhederne, siger salgskonsulent Tina Højbjerg Hansen fra Kontor & Papir.

Ergonomi- og arbejdsmiljømessen har både virksomheder og kommuner som målgruppe, og arrangør og butikschef Anders Sigersen håber, at der bliver trængsel i de store butikslokaler på Hvidevold.

- Indtil videre er tre kommuner repræsenteret til messen. Vi har kontakt med flere arbejdsmiljørepræsentanter, for det er jo dem, der skal jo sørge for, at kollegaerne har det godt. Samtidig sidder medarbejderne i kommunerne ofte med den enkelte borger, der måske har behov for et hjælpemiddel. De får mulighed for at afsøge mulighederne og prøve dem af på messen og snakke med leverandørerne om produkterne - de er specialister inden for deres område, tilføjer Tina Højbjerg Hansen.

Hun understreger, at det for virksomheden Kontor & Papir er vigtigt at slå et slag for ergonomi og arbejdsmiljø.

- Vi vil selvfølgelig gerne vise, at vi er med på de nyeste tilbud indenfor området og vi håber det lokale forretningsliv bakker op om tiltaget.

Foredrag om sundhed

På dagen vil messegæsterne gratis kunne høre et foredrag af sundhedskonsulent, akupunktør og sygeplejerske Penille Nielsen, der har givet sit foredrag overskriften: ”Alt overhaler sofaen”.

Pernille vil fortælle om livsstil med udgangspunkt i fysisk og psykisk sundhed. Hun kommer blandt andet ind på vejrtrækningens betydning for stressniveau samt vigtigheden af nattesøvn og flere afgørende helbredsmæssige faktorer, der påvirker balancen i vores liv og hverdag.

- Ens eget mindset spiller meget ind på arbejdspladsen. Og man kan gøre meget for ens egen sundhed. Hvis man begynder at trække vejret ordentlig, bevæger sig og får sin nattesøvn - så kan det være lettere at få en sundere tilstand på arbejdspladsen. Og så gør det jo ikke noget, at man også får noget bedre ergonomi, men det gør ikke en forskel alene, smiler Pernille Nielsen.

Efter foredraget får tilhørerne udleveret materiale med gode initiativer og forslag til, hvordan de kommer godt i gang med de gode vaner eller forbedre dem, de allerede har. Foredragets varighed er 45 minutter, og der skal ske tilmelding til Kontor & Papir senest 25. februar på kpv@kontor-papir.dk. Pernille Nielsen holder foredraget to gange i løbet af dagen - klokken 10.30 og 14.30.

På messedagen er der konkurrencer med præmier leveret af leverandørerne, og der er desuden mulighed for at booke en gratis test af ergonomi ude i de enkelte virksomheder efterfølgende.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste