Stor donation til Tversted skateranlæg

21. juni 2017 kl. 08.41

De unge i Tversted har længe ønsket et skateranlæg, hvor de kan dyrke deres sport uden at genere andre med at skate på fortove, private ramper og lignende. Derfor gik drengene William Bornak og Valdemar Holland sammen med Lene Bornak og Ulla Borup Guntofte i 2015 i gang med at undersøge mulighederne for at etablere et skateranlæg i Tversted. Drengene og andre skatere fortalte, hvad det var de drømte om, og ud fra deres ønsker blev der udarbejdet et skitseforslag til et anlæg. Mange placeringer blev undersøgt, og drengene fandt at et grønt område tæt på Klitgården er det bedst egnede sted.

Næste trin var at undersøge prisen på et anlæg, der opfyldte drengenes ønsker. Her var der mange forskellige løsninger alt efter, om anlægget skulle bygges i træ eller beton. Valget faldt på et betonanlæg til 437.500 kroner fra firmaet FSR Beton, der har stor ekspertise på området. Hertil skal lægges omkostninger til byggesagsbehandlingen.

- Selvom et betonanlæg er dyrere end et af træ, så får vi en mere holdbar løsning og et anlæg i høj kvalitet, der ovenikøbet er meget støjsvagt, fortæller Ulla Guntofte.

Arbejdsgruppen begyndte at søge forskellige steder om økonomisk hjælp. Heldigvis er der mange, der gerne vil støtte projektet. Således har Tversted Borger- og Turistforening givet 100.000 kroner. Hjørring Kommunes matchningsmidler 200.000 kroner. ENV Fonden 100.000 kroner. Feriepartner Tversted 10.000 kroner. Bornak Arkitekter Tversted 5.000 kroner, og i søndags støttede SPAR købmanden i Tversted med 9.508,40 kroner, der kom fra forrige lørdags Torvemarked, hvor købmændene Pernille og John Ejstrup Larsen havde bestemt, at 10 procent af omsætningen skulle gå til skateranlægget.

Med disse mange donationer er der ikke langt til målet om et skateranlæg ved Klitgården.

- Vi håber selvfølgelig, at vi også kan få indsamlet de sidste 13.000 kroner, så vi kan indsende ansøgning til kommunen om byggetilladelse. Drengene håber, at anlægget kan stå færdigt i engang i august til glæde for alle, der gerne vil skate, og de behøver ikke at bo i Tversted. Alle er velkommen også områdets mange turister, siger Ulla Guntofte.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste