Stjerne Strik i Hirtshals lukker og slukker
Fredag den 21. juli er sidste åbningsdag hos Stjerne Strik på Nørregade i Hirtshals. Søstrene Ann-Mari Davidsen og Ansa Mortensen har valgt at lukke forretningen efter 4 år.
- Der er den store konkurrence fra supermarkederne og især internettet, der er årsag til, at vi ikke længere kan holde økonomien hjemme, fortæller Ann-Mari Davidsen.
Der var ellers stor optimisme hos søstrene, da de åbnede forretningen, for det var deres store interesse for håndarbejde og især strikning, der var årsag til, at de turde binde an med en forretning i Hirtshals. Og som de eneste i Nordjylland, solgte Stjerne Strik ægte færøsk Snældan, Navia og Sirri garn af 100 procent uld samt islandsk garn.
Foruden et stor udvalg i garn solgte forretningen også en del færdigstrik, og tog imod bestillinger til færdigstrik efter kundens ønske, og hveranden fredag var der aften-strikkecafe, hvor interesserede kunne komme og strikke sammen i et socialt fællesskab.
Alt dette er nu snart slut. Forretningen lukker, og de sidste rester sælges indtil på fredag med 50 procent rabat. Ann-Mari Davidsen og Ansa Mortensen arbejder fremover på Hotel Fyrklit.