Stemningsfuld julekoncert i Sindal Bykirke

07. december 2019 kl. 06.45

SINDAL: Det er en årelang tradition, at der den første mandag i december afholdes julekoncert i Sindal Bykirke. Traditionen går så langt tilbage, at ingen kan huske, hvornår den egentlig begyndte.

Kirken var som vanligt fyldt til bristepunktet, da organist Jette Plougheld fra Skagen og Bykirkens egen organist Marianne Jakobsen spillede Præludium, firhændigt på orgel ”For unto Us a Child is Born” af G.F. Händel ledsaget af lysbilleder, der viste juleevangeliets beretning om Jesu fødsel.

Provst Winnie Rischel bød velkommen til julekoncerten med Sindalkoret, Sindal Skoleorkester og Sindal Brass Band, og hun udtrykte glæde over den store opbakning til den traditionsrige julekoncert. Herefter uddelte Winnie Rischel Sindal Sogns Musiklegat.

- Igen i år kan vi uddele legater af en pæn størrelse i alt 10.000 kroner, der er indsamlet ved sognets forskellige musikarrangementer. Det er vi meget taknemmelige for, da der er rigeligt brug for pengene til at styrke det frivillige musikliv i Sindal, siger Winnie Rischel.

Sindalkoret fik overrakt 2.000 kroner, Sindal Brass Band 3.000 kroner og Sindal Skoleorkester 5.000 kroner.

Efter uddelingen blev fællessalmen ”Hør, hvor englesangen toner”” sunget, inden Sindalkoret sang fire sange. Koret sang med til den efterfølgende fællessalme ”Nu tændes tusind julelys”, og derefter sang de tre sange inden den næste fællessalme ”Barn Jesus i en krybbe lå”.

Efter Sindalkoret viste Sindal Skoleorkester deres færdigheder og spillede ”Det kimer nu til julefest” og den for tiden meget aktuelle ”It’s hard to be a Nissemand” af De Nattergale. Sindal Brass Band tilsluttede sig skoleorkesteret og sammen spillede de ”De Virgin Mary had a Baby Boy”, hvorefter Sindal Brass Band spillede tre melodier inden Kollekt og Velsignelse ved provst Winnie Rischel.

Som afslutning på en flot koncert sang den stående menighed salmen ”Dejlig er jorden” akkompagneret af orgel og Sindal Brass Band.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste