Stemningsfuld gudstjeneste ved Fyret i Hirtshals

27. juli 2017 kl. 08.34

Trods voldsom regn var der kommet et halvhundrede mennesker til den traditionelle sommergudstjeneste ved Fyret i Hirtshals. Normalt afholdes gudstjenesten udendørs, men da vejret ikke var det bedste, besluttede menighedsrådet at afholde gudstjenesten i Madpakkerummet, som heldigvis var ledigt.

Der var smukt pyntet op med blomster og levende lys på alterbordet og et stort kors tilkendegav, at rummet var et kirkerum i den næste times tid.

Gudstjenesten blev indledt med klokkeringning og præludium, hvor Lena Krogh spillede på det svenske instrument en "Nyckelharpa" og hendes mand Peter spillede på harmonika. Herefter blev der sunget "Oh, store Gud, når jeg betragter verden" inden skiftlæsning og prædiken, hvor sognepræst Aksel Toft prædikede over søndagens tekst og om kærlighedens lys.

Efter prædiken var der salmesang og kontinuerlig altergang. Gudstjenesten blev afsluttet med Velsignelsen og postludium, hvor Lena og Peter Krog havde valgt "Glitrende hav" af Inger Lauritzen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste