Stafet for livet har vokseværk

30. juli 2017 kl. 07.49

Begivenheden "Stafet for livet" har nu på 3. år vokset sig ganske stor. Det handler om at samle penge ind til kræftens bekæmpelse, arbejdet med forskning, forebyggelse og patientstøtte. Det alt sammen foregår på Hjørring Golfbanes arealer, hvor man deltager på dén måde, der passer den enkelte bedst. Det alt sammen handler om at gå, at støtte op om den gode sag, at kæmpe mod kræften.

I de 24 timer det hele står på, kan man deltage på hold, store eller små, eller som "fighter" eller bare som frivillig. Fighterne er de personer, der enten er ramt af kræft eller har overvundet kræft, og man kan altid deltage sammen med venner, familie, kollegaer eller hvem man nu ønsker at støtte sagen med.

- Idéen er, at der hele døgnet er nogen, der går, da kampen mod kræft aldrig mod stoppe, siger Mette Brath, der er holdansvarlig i Stafet for livet.

På Stafet for livet kan man tilmelde sig det hold, man ønsker, ligesom man kan indbetale det beløb, man ønsker. De fleste hold har opsat standere/telte rundt om på den store plads, hvor lanterner med stearinlys vil pryde området natten igennem. Men udover et støt stigende deltagertal, økonomisk støtte og sponsorater, findes en anden sidegevinst ved arrangementet:

- Når man går rundt derude, er det som om, der ikke findes noget filter. Pludselig snakker man om kræft med helt fremmede mennesker, hvilket jo er en social gevinst midt i det hele. Vi har alle haft kræft tæt inde på livet, så alle ved noget om det, siger Mette Brath.

Udover mulighed for overnatning med telte og campingvogne vil der indgå musiske indslag fra flere scener. Der er i år opstillet flere toiletvogne. Man kan selv tage mad med eller bestille fra Golfcaféen. Et nyt tiltag er en nyheds app med ny information op til arrangementet.

Stafet for livet er et landsdækkende arrangement, men med lokale, uafhængige arrangører, der står for alt det praktiske. Det er samtidig et arrangement, der breder sig til flere byer. I Vendsyssel holdes Stafetten også i Frederikshavn, ligesom Brønderslev kom med sidste år. I øjeblikket arbejdes der på et fremtidigt arrangement i Hirtshals. Stafet for livet finder sted på Hjørring Golfbanes arealer d. 19. - 20. august.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste