HJØRRING: I weekenden 18. - 19. august afholdes Stafet For Livet for fjerde gang i Hjørring. Det er igen Hjørring Golfklub, der lægger areal til arrangementet.
Sloganet for sidste års stafet var "Sammen er vi stærkere", og i 2018 er stafettens slogan "Tænd Håb". En spørgeskemaundersøgelse, som Kræftens Bekæmpelse foretog efter sidste års stafet, viser netop, at tre ud af fire deltagere og fightere giver udtryk for, at de får håb ved at deltage i stafetten.
Arrangørerne lægger op til et døgn med masser af sammenhold, fællesskab, aktiviteter, underholdning og selvfølgelig motion, når deltagerne i løbet af stafetten går eller løber for kræftsagen. Stafet For Livet handler også om at samle penge ind til Kræftens Bekæmpelses arbejde med forskning, oplysning og patientstøtte.
Stafet For Livet kan variere fra sted til sted, men fælles for alle de 66 stafetter, der sidste år blev afholdt i Danmark, er at de indeholder fire elementer
- En fighterrunde, der starter stafetten. Fightere er dem, der kæmper mod en kræftsygdom og dem, som har overvundet kræften.
- En holdstafet
- En lysceremoni, der skal ære dem, der kæmper mod kræft og mindes dem, der vi mistede
- En afslutningsceremoni
Ideen bag stafetten er - som navnet også siger - at der skal være minimum én deltager fra hvert hold på banen i de 24 timer, stafetten varer. Dette symboliserer, at holddeltagerne sammen er med til at klare sig gennem de lyse og mørke timer. Derfor er de fleste hold også typisk på 10 til 15 deltagere. Gennem deres deltagergebyr (100 kr. pr. deltager) og sponsorater er holdene med til at samle penge ind til bekæmpelsen og forebyggelsen af kræft.
Der har tidligere været arbejdet med også at arrangere Stafet for Livet i Hirtshals, men i hvert fald i 2018 er planerne skrinlagt. Og det får arrangøren i Hjørring til at understrege, at folk fra eksempelvis Sindal, Løkken, Hirtshals, Vrå og Tårs er mere end velkomne i Hjørring.
- Styregruppen bag Stafet For Livet i Hjørring vil gerne opfordre borgere fra hele Hjørring Kommune til at deltage i stafetten. Stafetten henvender sig til alle i hele kommunen og alle er meget velkomne til at deltage - enten ved at tilmelde eget hold, eller ved at tilmelde sig et af de eksisterende hold. Nogle hold er familiehold, andre hold består af ens vennekreds, bekendte eller kolleger. Kun fantasien sætter grænser for, hvordan et hold sammensættes, lyder det.
På Stafet For Livet i Hjørrings hjemmeside kan man læse mere om arrangementet, ligesom man kan tilmelde sit eget hold - eller tilmelde sig ét af de hold, der allerede er registreret.
Helmuth Zickert er formand for Stafet for Livets styregruppe, mens Mette Brath er holdansvarlig.

Stafet for livet - for hele kommunen

Tilmeldingen til 24-timers-arrangementet er åben

23. april 2018 kl. 06.09
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste