Stæhr og Ravn i samspil i hestestalden
I marts viser Galleri Visby foto og skulptur af Torben Stæhr og Lars Ravn
LØNSTRUP: Lars Ravn og Torben Stæhr udstiller i Hestestalden hos Galleri Visby frem til 1. april.
Galleriet, der ligger på Mårup Kirkevej, har givet udstillingen titlen ”Ravn og Stæhr – Naturen i mennesket og mennesket i naturen”
- I udstillingen kan du opleve mødet mellem mennesket og naturen belyst fra to forskellige vinker. På den ene side mennesket i naturen, hvor naturen bliver ophøjet til det åndelige og komplekse. På den anden side naturen i mennesket, hvor mennesket på trods af sin åndelige stræben er underlagt sin egen natur, sanselighed og drift.
- Torben Stæhr ser noget som andre ikke ser. Den anerkendte fotografiske kunstner har gennem sit mangeårige virke som klitplantør, tilsat en livslang interesse for filosofi og mystik, raffineret sit blik for naturen – i særdeleshed lyset, som er den gennemgående nerve i de fotografiske værker.
Stæhrs kunstneriske virke har rod i hans personlige fortælling. En fortælling der starter med forelskelsen i Kirsten, som Torben mødte i Skagen, og som senere skulle blive hans kone. På hendes skrivebord stod et billede af en mand i flot uniform - Kirstens far, som var klitplantør. Dette bekendtskab åbnede Torbens øjne for muligheden i at arbejde med naturen – ikke kun i embedet, men ligeledes i kunsten. Det var nemlig også sammen med Kirsten at Torbens interesse for kunst og kultur begyndte at udvikles, samtidig med at han som en af Niels Helledies elever fik øjnene op for både maleri og digtning. Dette har givet Torben en solid ballast, som han til stadighed udnytter i både digtning, maleri og fotografering den dag i dag, lyder det fra galleriet om Torben Stæhr.
- For Lars Ravn er kunst og liv to sider af samme sag. Med en fandenivoldsk legelyst og et uhøjtidelige motiv-arsenal af kaniner, kvinder, ornamenter, blomster og kaffekander udforsker han dagligdagens dramaer, drifter og sociale relationer med både humor og bid. For i det Ravnske univers handler det om at blive til som menneske. I sin kunst taler Lars Ravn først og fremmest til vores sanser, og hans glæde ved livet og dets utallige sanseindtryk kommer til udtryk i hans koloristiske farvebrug og rå formsprog. Et muntert og adræt væsen med en sprudlende seksualitet dukker op igen og igen i Lars Ravns kunst: Kaninen – et dyr som betegner (repræsenterer) det Ravnske univers ganske godt. Her er en stadig opfordring til leg og åbenhed, en opfordring som kommer til udtryk i grafik, maleri, print og skulptur.Lars Ravn, som i dag er bosat i Kina, er blandt andet kendt gennem sit medlemskab af kunstnergruppen Corner, skriver Galleri Visby, der har 39 faste udstillere i galleriet. Udover disse præsenterer galleriet desuden skiftende særudstillinger i løbet af året.