Sommersolen kom tilbage i højsæsonen: Masser af turister og liv i Løkken og omegn
LØKKEN: Det har længe været noget af en ustadig sommer indtil nu med nedbør på 38 af dens første 45 dage på landsplan - og årets Løkken Koncert for nylig fik da også en del vand, selvom humøret var helt i top.
Faktisk var årets første julidag uden regn i vores område torsdag 18. juli, og det fik i den grad gæsterne og de fastboende i Løkken og omegn ud i det gode vejr, så den længe ventede solskin kunne nydes.
Travlhed
Uanset hvad, så er der som altid travlhed i Løkken i højsæsonen med mange turister på besøg i vores smukke område; således melder flere af udlejningsbureauerne og hotellerne om en solid sommerbelægning.
Restauranterne, caféerne, bryghusene og pubs har også mange besøgende, ligesom butikker og gallerier også har travlt - og en god indikator er ligeså altid Super Brugsen Løkkens parkeringsplads, der ofte er fyldt.
Udlandet
Der er også rigtig mange gæster fra udlandet - undertegnede journalist har således set køretøjer fra Norge, Sverige, Finland, Færøerne, Tyskland, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Østrig, Holland, Belgien, UK, Frankrig, Italien og Spanien.
Ifølge Horesta, så har turisterne fra flere af de sydeuropæiske lande igennem det seneste årti fået øjnene langt mere op for Danmark som holiday destination, da vi kan tilbyde gode oplevelser, gastronomi, kunst, kultur og natur - og sikkert en del færre hedebølger end ved Middelhavet.