Sommerfest på Butikstorvet
Lørdag kl. 10 - 15 holdt den lokale Spar-købmand René på Margrethevej sommerfest.
Det gjorde han også sidste år - og med stor succes. Det var således den anden af en forhåbentlig lang række af sommerfester, som René vil afholde på samme tidspunkt hver sommer.
Da sommerfesten startede lørdag kl. 10, var det med deltagelse af bl.a. Hirtshals Brandvæsen til stor fornøjelse ikke mindst for børnene, der lod sig imponere af såvel de blå blink som udrykningshornenes infernalske larm. Den opstillede hoppeborg var også meget populær, og så var der gratis popcorn til alle børn, som også kunne få et kram og en is af isbjørnen Nanok fra Premier Is. Også Ryå Is uddelte smagsprøver.
På P-pladsen var der udstillet et antal biler fra CB Biler.
På butikstorvet var der fadøl fra Løkken Bryghus, samt franske hotdogs for 10 kr. og i butikken var der forskellige smagsprøver af delikatesser og vine.
Der var også lagersalg af vin og konkurrencer for børn og voksne. Man kunne f. eks tippe en tolver og vinde en hel vognfuld varer til en værdi af 1000.- kr. Den heldige vinder blev udtrukket kl. 15.00. Det var Jane Pedersen her fra Hirtshals.
De gode tilbud i butikken lokkede da også rigtig mange mennesker til sommerfesten hos købmand René. Så han var godt tilfreds med dagens fremmøde.