Sommerfest i Astrup
I den kommende weekend inviterer Astrup til fest - og alle er velkomne! Her kan der opleves lidt af hvert, fordi sommerfesten er et samsurium af flere forskellige aktører, der gæster sportspladsen og idrætshallen i landsbyen.
I 2016 forsøgte man for første gang at lave en kunstmesse i sportshallen, og dette blev en succes, som gentages i år. Sommermessen er åben for gæster lørdag den 19. august fra kl. 10-16:30, hvor der kan bl.a. kan ses malerier, rakubrændt keramik, filtede tekstiler med farvetryk fra naturmaterialer og mange andre spændende ting.
Festen skydes i gang fredag eftermiddag, hvor der grilles, sælges fadøl og sælges lodder i den store tombola, hvor der er fine gevinster at hente.
Fredag afvikler Astrup-Sønderskov Friskole et festligt cykelsponsorløb, hvor de enkelte elever fra kl. 17:30 kører penge hjem til skolen. Cykelsponsorløbet afvikles på festlig vis, hvor skoleleder og souchef er konferencierer, der rapporterer begivenhederne. Udenfor Astrup-Sønderskov-hallen vil der lørdagen igennem være masser af aktiviteter for børnene.
Ligeledes afvikles der børnedyrskue, hvor alle børn er velkomne til at komme og udstille deres kæledyr kl. 11. Det dyr, der er flottest pyntet præmieres ekstra -men alle udstillende børn med dyr får en gave.
Over middag forventes spændende besøg af Falck og brandbilen. Astrup Kirke er også repræsenteret til sommerfesten og laver aktiviteter fra kl. 13-15.
Hjørring og Saltum Veteranklubber gæster pladsen fra kl. 10 på lørdag, og i denne forbindelse vil der være stumpemarked.
- En af de helt klare målsætninger med arrangementet er at synliggøre os i lokalsamfundet, oplyser Julie Leerskov, som er medlem af Skolekredsudvalget.
- Vi ønsker, at folk udenfor Astrup får øjnene op for, hvor skønt et lille samfund vi har: At vi har en velfungerende skole, en populær idrætsforening og en god rideskole, siger hun.
22 udstillere vil gæste Astrup-Sønderskovhallen den 19. august fra kl. 10-16:30. Der er både tale om professionelle og folk, der fremviser deres hobby. På dagen vil man både kunne se keramik, glaskunst, smykker, kunst med drivtømmer, malerier, filtning, sten m.m.. Michael Petersen fra "Kreative Vendelboere" er ligesom sidste år arbejdende kunstner på dagen og viser ved sin drejebænk, hvordan han kan forvandle et stykke træ til et stykke brugskunst. Michael kan på få minutter vise, hvordan han kan dreje en fin lille snurretop.
Er man tidligt ude, så er sommermessen en oplagt chance for at købe spændende julegaver til sine kære. Udover sølvsmykker, strik og hjemmesko i filtet uld, kan man også på dagen købe en behandling eller et gavekort hos den lokale klinik "Hos Louise". Louise Lyng gæster nemlig messen, og udfører behandlinger på dagen og har gode tilbud på behandlinger og lækre produkter.
Igen i år består festudvalget af medlemmer fra den lokale idrætsforening ASIF og af medlemmer fra skolekredsen på Astrup-Sønderskov Friskole.
Overskuddet fra sommermessen og de mange forskellige aktiviteter på pladsen støtter derfor både skolen og idrætslivet i byen.
- Vi håber, at rigtig mange vil lægge vejen forbi Astrup den 18.-19. august og få hyggelige oplevelser i det gode vejr - for det har vi bestilt!", lyder det positivt fra skolekredsmedlemmet. Hele programmet for sommerfesten i Astrup kan man læse på www.astrup-vendsyssel.dk.