Sol og Strand i Løkken står stærkt med ny bureauchef
LØKKEN: Charlotte Rehder Borup har i flere år været en drivkraft som bureauchef hos Sol og Strand i Løkken, men har nu valgt at træde tilbage fra stillingen og i stedet indtræde i en ny rolle som forretningsudvikler i samme område. Jeanette Vingaard er blevet udnævnt som hendes afløser og overtog officielt ansvaret som bureauchef den 1. november.
Det fortæller Sol og Strand i Løkken.
Beslutningen om at ændre Charlotte Rehder Borups rolle kommer som følge af alvorlig sygdom i familien, og hun ønsker derfor mere tid til at være sammen med sine nærmeste. Hendes nye deltidsposition vil fokusere på at styrke forretningsgangene lokalt gennem innovative tiltag, hvilket er en ny funktion i organisationen, der løbende vil blive tilpasset.
- Jeg er stolt og taknemmelig for den rejse, jeg har haft hos Sol og Strand de seneste fire år. Vi har opnået bemærkelsesværdige resultater og forbedret både gæstetilfredshed og ejertilfredshed markant, udtaler Charlotte Rehder Borup.
Jonas Balle Pedersen, driftschef hos Sol og Strand, udtrykker også stor taknemmelighed for Charlottes indsats i Løkken.
- Charlotte har været afgørende for vores fremgang i Løkken, og vi er glade for, at vi sammen har fundet en fleksibel løsning, som gavner alle parter, herunder vores husejere i området.
Den nye bureauchef, Jeanette Vingaard, har allerede været en del af teamet i Løkken siden april og bringer en solid ledelseserfaring og lokalkendskab med sig fra tidligere roller hos Det Nordjyske Mediehus og SuperBrugsen i Løkken. Hun ser frem til at videreføre den positive udvikling, som Charlotte Rehder Borup har igangsat:
- Jeg glæder mig til at arbejde tæt sammen med teamet om at fortsætte den gode fremdrift, siger Jeanette Vingaard.
Charlotte Rehder Borup ser trygt fremad og føler sig overbevist om, at Sol og Strand i Løkken står stærkt i Jeanette Vingaards hænder. Sammen med ejerrådgiver Nicklas Hamann, der har fået en stærk start i Løkken, udgør de et kompetent team, der fortsat vil styrke Sol og Strands tilstedeværelse og service i området.
- Det er med ro i sindet, at jeg giver stafetten videre til Jeanette. Jeg ser frem til fortsat at arbejde med at optimere forretningen i Løkken og støtte op om udlejning og dialog med husejerne, afslutter Charlotte Rehder Borup.