Billede beskrivelse

Søskendejalousi og mandejagt

Oplev Merete Mærkedahl i rollen som Lene Gyldenstjerne

04. marts 2020 kl. 05.01

HJØRRING: Merete Mærkedahl spiller Elisabeth Gyldenstjernes storesøster Lene i Vendsyssel Teaters aktuelle forestilling Stormene. En intuitiv og frembrusende kvinde, der ved hvad hun vil.

Forestillingen foregår i 1500-tallet, dengang hvor kvinderne var afhængige af at finde en mand for at opnå respekt og handlekraft – og den mission er Lene Gyldenstjerne fast besluttet på.

Derfor nager det hende gevaldigt, at mændene falder på knæ over for lillesøsteren – og ikke hende.

Da Elisabeths kærlighedsaffære med Stygge Krumpen udfolder sig, beskylder hun lillesøsteren for, at det er grunden til ingen mand vil smide sig på knæ for hende.

Hun mener, at Elisabeths opførsel spreder et dårligt ry i familien. Men det får ikke Lene til at give op.

Hvis du er nysgerrig på, hvordan hun klarer den, så tag i teatret og se for dig selv…

Stormene er baseret på forfatter Maria Hellebergs roman af samme navn og dramatiker Maj Rørbæk Damgaard har skrevet den over 700 siders fortælling om til en dramatiseret version.

Romanens omfattende persongalleri er blevet reduceret til 11 karakterer på rollelisten. Her fortæller Merete Mærkedahl, hvad der har været vigtigt for hende:

- Jeg har med vilje ikke læst en masse ting i forvejen. Jeg har ikke læst Hellebergs bog, men det kan godt være, at jeg gør det bagefter. For mig har det været meget vigtigt, at det vi laver giver, mening for publikum. Vi kan ikke gå ind og spille hele historien, men vi kan vise situationer og de menneskelige relationer på scenen, fortæller hun.

Merete Mærkedahl spiller også stuepigen Otilia i TV2’s tv-serie Badehotellet og til sommer kan du genopleve hende på scenen i Hjørring Revyen.

Indtil da kan du se om det lykkedes hende at finde en mand i Stormene, som spiller frem til 28. marts.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste