Søndagscafé i Bindslev med Bitten Laubjerg
Hele vinterhalvåret afholder Søndagscaféen de populære eftermiddags arrangementer i Bindslev Sognehus.
På søndag den 4. marts kommer Bitten Laubjerg og fortæller om "Et spændende liv på godt og ondt". Det oplyser Mona Jensen fra Bindslev Menighedsråd i en foromtale af det næste arrangement.
Bitten stammer fra Løkken, hvor forældrene havde et badepensionat. Det betød hårdt arbejde og mange sjove oplevelser. Senere blev hun lærer og har specialiseret sig i at undervise udviklingshæmmede unge. Som ung drog hun sammen med sin mand på en halvandet år lang jordomrejse i et folkevognsrugbrød.
Senere adopterede ægteparret to søstre fra Korea. Da pigerne blev store, rejste familien til Korea for at finde deres biologiske familie. Det blev et gribende møde, men året efter tog den yngste pige sit eget liv. Hvordan kommer man som mor gennem en sådan tragedie?
- Bitten Laubjerg er en dygtig og livfuld fortæller, som har meget at øse af, lyder det i omtalen
Denne sogneeftermiddag er arrangeret i samarbejde med menighedsrådet.
Søndag d. 18. marts kl 13 har Søndagscaféen og Menighedsrådet i Bindslev arrangeret en udflugt i bus til Folkekirkens Hus i Aalborg. Huset er domkirkens/stiftets "sognehus", hvor der foregår mange spændende ting, som er for alle i Aalborg Stift. Vi får en rundvisning og der serveres kaffe. Deltagelse kræver tilmelding forud.