Sølv til HIs U19-team
Fodbolddrengene fra U19 i HI, med træner Loannis Roussis i spidsen, spillede sig i finalen om det jyske mesterskab, men holdet måtte se sig besejret af modstanderen fra Odder IGF. Og hermed måtte mandskabet nøjes med sølv.
Havndal Stadion lagde bane til sæsonens sidste JM-finale U19 drenge 2. division.
Havndal/Udbyneder IF havde fået klippet og kridtet opvisningsbanen op i Havndal til alles tilfredshed. Der stod en strid vestenvind på langs ad banen, men de to spillede trods disse lidt svære betingelser en seværdig kamp med mange chancer i begge ender af banen. Klubberne havde faktisk mest svært ved at spille i medvinden, idet bolden ofte blev for lang og løb ud over baglinjen.
Kampen blev ledet af god og kompetent dommertrio Kenneth Velling, Gert Juhl og Leif Andreasen, og begge hold ville spille fodbold på fair vis, så de tilrejsende supportere fra de to klubber blev vidne til en velspillet kamp med gode enkeltpræstationer.
Fra Hjørring IF spillede målmand August Baggesen en fremragende kamp med sikre indgreb iblandet meget store redninger, men generelt var der gode præstationer af alle spillere.
Odder IGF`s angriber Andreas R. Sørensen spillede ligeledes en fremragende kamp. Han var en evig kilde til uro for Hjørring IF`s forsvar, og han scorede blandt andet til 1-0 på et kontraangreb i det 72. minut. Mads Hansen bragte Odder foran 2-0 i 86. minut, mens Hjørring IFs Alexander Andreasen reducerede i 92. minut. Hjørring IF havde et par hjørnespark yderligere, men Odder IGF sikrede sig fortjent det jyske mesterskab. De havde trods alt de største chancer.