Søforklaringer i Højene
Klasse har adopteret lille sø, som er blevet brugt i undervisningen
I Hjørrings nordlige ende er en bynær skov blevet plantet af Naturstyrelsen, men projektet har også kastet en lille sø af sig.
Den kan bilisterne se, når de kører ad Vellingshøjvej, men en klasse på Højene Skole har også fået øje på søen - i en sådan grad, at søen er blevet flittigt brugt i undervisningen.
- Vi har nærmest været plejeforældre for søen - vi har besøgt den gennem de forskellige årstider, og det har givet eleverne en meget konkret tilgang til mange emner, siger Ulla Pham, klasselærer for 8.c.
- Socialt har det også givet noget til klassen at kunne bruge søen, tilføjer hun.
Flora og fauna i og omkring søen er blevet studeret, og kommunens grønne guide, Carsten Bregnhøj, har fanget fisk med eleverne andre steder, som så er blevet sat ud i den nye sø - blandt andre aborre, gedder og skaller.
Han kan kun opfordre lærere i alle fag om at bruge naturen i undervisningen:
- Det giver gode resultater. Man ser også nogle gange, at rollerne byttes lidt om i en klasse, når man forlader klasselokalet og kommer ud i naturen, Carsten Bregnhøj.
En af eleverne i 8.c, Clara Zachariassen, har været glad for "sø-forklaringerne".
- Det har både været hyggeligt, men også afvekslende i stedet for hele tiden at skulle sidde inde i klassen, siger hun.
Via en navngivningskonkurrence, så har eleverne nu besluttet, at søen skal hedde Vellingshøj Sø. Da det ikke er en blåstemplet beslutning fra de rette myndigheder, så kan det måske blive nødvendigt at lave sø-skiltet i sløjd-timerne ...
Undervejs i forløbet har ansatte fra Københavns Universitet - som mødte eleverne fra Højene på Naturmødet i Hirtshals - tilmed bedt klassen om såkaldt e-DNA fra søen for at analysere den nærmere.
Friluftsrådet har også flottet sig med et diplom til eleverne på grund af arbejdet med søen - som de dog ikke er færdige med at beskæftige sig med.
- Der er både planer om at bygge og sejle med tømmerflåder og bade - formentlig til foråret, lyder det fra Ulla Pahm.
Ifølge den grønne guide er det en skrøne, at der er farligt at bade i en sø med gedder, så den undskyldning kan ikke bruges, hvis nogen skulle være skeptiske.tn