Sneflokke kom vrimlende
Først kom en kraftig blæst med vindstød af stærk storm, så kom kulden, derefter viste nordlyset sig på himlen, hvilket blev efterfulgt af et gedigent snevejr flere steder i området.
Det hele skete over blot nogle få dage, så kom ikke og sig, at der intet sker i vores del af Vendsyssel - her får du naturoplevelser på samlebånd, når vejrguderne er i det humør.
Pænt lag sne
I Nr. Lyngby blot få kilometer nordøst for Løkken kan undertegnede journalist bekræfte, at der i løbet af tirsdag 28. november faldt minimum 10 centimeter sne i løbet af dagtimerne.
Snemeldingen fra andre nabobyer, herunder Vrensted og Vrå, er meget a la det samme med et solidt, hvidt lag, og ude i trafikken er der blevet passet ekstra meget på.
Børglum har også fået noget sne, men tirsdag aftens julemarked på Børglum Kloster var dog ikke påvirket, og blev afholdt som sædvanligt med rigtig mange, glade besøgende.
Kølig udsigt
Hvis man hungrer efter lidt mere mildt vejr, så skal man ifølge prognoserne kigge længe efter dette for nuværende, idet DMI bekræfter, at kulden skulle blive her et stykke tid.
Måske kunne det være en anledning til at købe noget varmt tøj eller garn i en af Løkken-områdets mange forretninger - enten til dig selv, eller som en gave til en, du holder af.