Illustration af ''Det Blå Frirum''.
Livet her

Snart kan du dyste mod verdensmesteren i 100 meter og forskellige dyrearter

16. maj 2023 kl. 10:00

Skibsby-Højene Idrætsforening har fået yderlig støtte til realisering af det kæmpe idrætsanlæg, ''Det Blå Frirum''.

Det første spadestik til idrætsanlægget på 16.000 kvadratmeter er allerede taget, men nu kan SHI for alvor sætte gang i færdiggørelsen projektet.

Det skriver de i en pressemeddelelse. 

Det drejer sig om 100.000 kroner, som SHI har fået i støtte fra idrætsforbundene DIF og DGI's Foreningspulje. Støtten går til etablering af løbebaner. 

Det glæder bestyrelsen og ikke mindst formanden i SHI:

- Vi har valgt ikke at gå på kompromis med indholdet i ”Det Blå Frirum”, udtaler formanden, Mads Nielsen, og fortsætter:

- Brugerne af ”Det Blå Frirum” kan derfor glæde sig til fire løbebaner med et innovativt pacersystem designet til at gøre os alle mere aktive i det offentlige rum.

Dyrt projekt med mange muligheder

PlayAlive Running Light hedder det innovative pacersystem, som nu kan opføres på løbebanerne. 

Løbelyset kan betjenes af alle uanset løbeniveau og interesser. Det er således muligt at løbe om kap mod fx verdensmesteren på 100 m, mod ens kammerater, sig selv eller mod forskellige dyrearter.

Det samlede projekt forventes at koste 7,5 millioner kroner og kommer til at indeholde et nyt omklædningsrum, flere baner med kunstgræs, to padelbaner, en petanquebane, legeområde og meget mere.

Hele området kan oplyses om natten og bliver tilgængeligt døgnet rundt.

Aktivitetsområdet forventes at stå klar inden sommerferien. Officiel indvielse af ”Det Blå Frirum” finder sted primo september 2023.

Se også
Hærværk på spritny trappe: Mikkel er vred og udlover dusør
Se også
Så skete det endelig - første spadestik taget til stort idrætsprojekt
Annonceret indhold

Nyeste