Billede beskrivelse

Smilet er den korteste afstand

21. december 2017 kl. 09.48

Julen er en skøn tid for mange. Men også en tid, som nogen har svært ved at komme igennem.

Flere end sidste år søger julehjælp, fordi pengene dårligt rækker i hverdagen og derfor slet ikke til julegaver og julemad. Andre synes de er meget alene, og længes efter nogen af dele julen med. Der er også mennesker, som er ramt af sygdom, sorg eller andet, som kan kaste lange skygger ind i livet.

- Uanset grunden, er det trist, når mennesker har det svært, lyder det fra Mette Jakobsen, som er koordinator i Frivilligcenter Hjørring.

- Heldigvis er der mange frivillige, som rækker ud til de mennesker, som har det svært. Og som det hedder, så er glæden dobbelt så stor og sorgen halvt så tung at bære, når man har nogen at dele den med. Det ser vi mange eksempler på i det frivillige sociale fællesskab, fortæller Mette Jakobsen.

Den frivillige verden er så mangfoldig, at man nok aldrig får et overblik over alle aktiviteter. Men i Frivilligcenter Hjørring kan man få et indblik i de mange muligheder i den frivillige sociale verden. Både hvis man søger et frivilligt tilbud. Eller ønsker at være frivillig, og således gøre en forskel for både sig selv og andre mennesker.

- Når mennesker får et kig ind i den frivillige sociale verden, overraskes de ofte over mulighederne. Ikke så sjældent hører jeg bemærkningen: "jamen, det er da lige noget for mig". Der er nemlig noget for de fleste, og til mennesker i alle aldre, siger Mette Jakobsen.

Kommunens Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalg er med til at sikre gode rammer og betingelser for den frivillige sociale verden, og de nuværende medlemmer af udvalget kan overdrage en ny frivillighedspolitik til det nye udvalg, som træder i funktion fra januar 2018. Allerede torsdag 25. januar klokken 19 til 21 mødes politikere og frivillige til dialogmøde.

- Vi har den gode tradition, at vi starter det nye år med et dialogmøde, hvor vi sammen kigger på de muligheder og problemer virkeligheden byder på. Når vi mødes i januar skal vi selvfølgelig have den nye frivillighedspolitik på programmet, og drøfte hvordan vi kan forsætte det gode samarbejde om en mangfoldig frivillig social indsats, siger Mette Jakobsen med et smil som fortæller, at hun glæder sig til dialogmødet.

Mødet annonceres her i avisen i uge 3. Alle med interesse for det frivillige sociale felt er velkomne til dialogmødet, og ønsker man inden da at læse den nye frivillighedspolitik, kan den findes på Hjørring Kommunes hjemmeside eller www.frivilligcenterhjoerring.dk

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste